Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det klassiske gudsbillede.
hadde faat griller eller syner og aabenbaringer. Der blev lang
ventetid i Bergen, og han og familien spiser paa resterne av
den lille opsparte kapital før han kan begynde sin hellige
Robinsonfærd til eskimoerne paa Grønland.
Den 3dje mai drog ekspeditionen avsted. 4de juni fik man
Grønland isigte, og 24de juni blev de klemt ind i isen, og storm
brøt ut. Ny sjælekamp. «Men dette foretagende var rent og
oprigtig for Gud, dette gav min samvittighed mig vidnesbyrd
om. Hvorledes kunde det da ske at han i denne ne>d skulde
förlade mig?» Saa kommer humanisten frem: «Jeg for
manede Herren at han vilde redde sin ære og styrke min tro,
og ved det at han frelste mig af fare maatte ikke alene jeg
men endogsaa andre faa anledning til at prise og berømme
hans forunderlige forsyn, godhed og almagt.» Taaken splittedes,
og stormen la sig, og Egede citerer salme 107: « Der han sagde da
lod han blive en storm, og den opløftede dets bølger, de reiste sig
om mod himmelen, de for ned i afgrunden, at deres sjæle
smeltede for ulykke. De løb om og ravede som drukne, og
deres visdom blev borte. Og de raabte til Herren i sin nød,
og han friet dem af deres angst. Han stillede stormen, og
bølgerne lagde sig.»
Saa driver Egede sin lærergjerning deroppe i polarnaturen.
Vi skal ikke her gjennemgaa hans kampe, hans smaa seire.
Det er trocn paa at magte at reise gudsbilledet i disse folks
sind som holder denne gjerning oppe ti det saa ofte nok
ut som menneskers spor atter skulde utslettes av den vældige
natur fryse bort, slik som det engang før var skedd med
den norske race og den norske kultur som var plantet der
oppe mot polarisen. Og pestsygdom kom. Han spør sig seiv
likesom ansigt til ansigt med ulykken som pludselig rammet
en hel koloni: «Hvordan kan sligt hænde? At Gud gjør
intet uden aarsag, ved jeg, men aarsagen er ham alene bekjendt.
Herren er retfærdig, og alle hans domme er rette, tjenende
til vor prøve og ydmygelse og til en refselse til saliggjørelse
for mange af dem som jeg visselig haabe.» Han følte sig som
en av de kristne som sat og ventet ved Colosseums trin. Nu
var han traadt frem paa arenaen, hadde gjort alt for at tjene
den lidende frelser, fyldes av hans aand, den kjærlighetens
aand som var nødvendig for at bringe offeret. Og Hans Egedes
dagbok fortæller om sjælekampe, nåar sindet presset paa,
473
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
