Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Det klassiske gudsbillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
kampe som førte ham like ut mot stupet. Det er disse sjæle
kampe vi kjender fra alle helgenlegender, disse kampe i ørke
nen og ensomheten mot de onde magier. Intet kloster kan
som den vældige, øde natur avskjære forbindelsen mellem
mennesket og verden, tvinge det til at føle avhængigheten og
samtidig gi det saa at si tilbake til sig seiv. Her møter man
i stor og uhyggelig klarhet Pascals berømte sætning om men
neskets storhet og elendighet. Her foran de store, tomme rum.
foran uendeligheten som fra alle kanter trykker sig ind paa
en, oplever mennesket med forfærdelse at det blot er et tæn
kende siv, men ogsaa den uendelige værdi som i disse dødens
og ufrugtbarhetens store rum føles ved at eie sjæl, eie tanker
midt i al denne stoffets og naturens uendelige aandløshet. Naar
mennesket blir kastet ut av sine kultur- og samfundskredse
og lever i denne pragtfulde og fiendtlige natur, i alt dette uten
maal, ser det sig slik det er, i sin oprindelige nødstilstand,
svak og nøken. Han vet hvor litet han er værd, men ogsaa
hvad som har værdi. Alle skranker som stængte horisonten
falder, verdens tummel som bedøvet kjødets og blodels uro
alt det tier. Det er dette som gjør Egedes dagbok til en
arktisk legende med sjælekampene vi kjender fra ørkenhelge
nerne, de store kjæmpere med Gud.
Midt i slitet, arbeidet og omsorgen døde hans hustru. «Jeg
vil ikke melde om hvor tro og kjær en Hustru hun var for
mig, ei heller hvor from og omhyggelig Moder for sine Børn;
men alene hvor villig og hengiven hun var at underkaste sig
min Villie, der havde fattet den Resolution i Gud at förlade
Folk og Fædreland og at begive mig til Grønland for dets
vanvittige Indbyggere i christelig Lære at undervise; thi ihvor
vel Slægt og Venner laa hende haardt nok om Borde og flit
tigen tilskyndte hende, at hun for sin og min og vore smaa
Børns timelige Velfærds Skyld skulde alvorligen modstaa og
hindre mig udi et saadant for menneskelige Øine daarligt og
dumdristigt Forehavende: saa lod hun sig dog, af Kjærlighed
til Gud og mig heller persvadere udi mit Forsæt at samtykke
og som en tro Sara gik med Abraham fra Slægt og Faders
Hus til et fremmed, ja haardt og hedensk Land. Hvor taal
modig og freidig hun siden den Tid med mig har udstaaet al
den Travallie og Modgang, som den gode Gud lod møde os,
er mange vitterligt, ja det ofte trøslede og opmuntrede mit Sind
474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
