Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Bonnevie: Vort demokrati og dets førere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Bonnevie.
heller ikke saa store konflikter. De utvikler sig til et ret
skaffent byraakrati, som varetar distrikts- og faginteresser efter
bedste evne. Langt vanskeligere og ofte helt uholdbar er
stillingen for de virkelige eller saakaldte ledere. Av dem
kræves det, at de er mer end en samvittighetsfuld men uan
svarlig byraakrat. De skal i den politiske og faglige menings
kamp være mand for sine meninger. De maa i stillings med
før ta standpunkt i de mest ansvarsfulde saker, men samtidig
fristes de som bra, men uformuende familiefædre til at vælge
slike ståndpunkter, at de ikke faar flertallet og skriket imot
sig. Det er derfor let forklarlig, at det mer er taktikerne paa
den indre partifront end strategerne paa kampfronten mot
demokratiets motstandere, som vi oftest ser i de ledende stil
linger.
De virkelige førere, som konsekvent kjæmper sit stan
punkt frem til seier, findes lettest inden partioppositionernes
rækker altsaa før oppositionen har tat ledeisen. Men her
finder vi desværre ogsaa ofte den største politiske umoral,
som utnytter meningskamp og dogmestrid til at slaa spillet
overende for partiets eller organisationens lønnede tillidsmænd.
Dette er kanske et av den norske arbeiderbevægelses mør
keste blade. Hvor mange store ord er ikke ført i munden,
hvor brandrøde programposter og resolutioner er ikke vedtat
i de sidste aar, mens det hele resultat er blit personskifte og
splittelse, hvor der før var enhet.
Under den forvirring og mangel paa virkelig førerskap,
som præget vort demokrati, ligger det nær at spørge og
har ogsaa norske arbeidere spurt sig seiv om demokratiet
er fordømt enten til at være uten førerskap eller til at mar
sjere frem under diktatorer. Det sidste er den russiske linje,
og den har io ogsaa sine tilhængere hos os. Men hverken
vort hele folk eller vor hele arbeiderklasse vil nogengang gi
sig ind under noget diktatur.
Mer beslegtet med syndikalismen er det andet alternativ,
det manglende førerskap. At arbeiderne som masse og gjen
nem faglige masseaktioner kan øve et vældig og tildels be
stemmende tryk nedenfra paa landets politiske og økonomiske
526
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
