Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Romain Rolland: Det unge Indien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det unge Indien.
Ikke-magtanvendelsen er da en kamp. Og som ved alle
kampe hvor stor saa feltherren maatte være er utfal-
det tvilsomt. Det forsøk Gandhi vil anstille er frygtelig
og frygtelig farlig. Og han vet det, han som frygter raseriet
hos den indiske befolkning han befrir, mer end den engelske
motstanders tyranni. Men man maa vaage det. «Eksperi
mentatorens natur er at vaage.* Av okcidenten har Gandhi
lært energien at kjende og han vil inokulere den i Indien.
«Ingen general, som fortjener dette navn, undgaar slag av
frygt for angrep i ryggen eller for feilgrep.» Han samler sig,
han overveier, han forbereder sig og han vaager. Gandhi
vaager. Hans dristighet gaar meget langt. I august 1920
negter han at avvente den kongres’ beslutning, som repræ
senterer nationen, før han slipper løs de ikke-samvirkendes
forsøksvise aktion. «Naar man tror paa en aktion, vilde
det være vanvid at vente, til kongressen (det vil si nationen)
har uttalt sig. Tvertimot maa man handle og demonstrere
sin aktions virkekraft, for at faa nationen til at bestemme
sig til at adoptere den. Den bedste maate at tiene nationen
paa» er stundom at handle stik imot dens mening.
Men om han tar feil? Javel, da falder alt paa ham!
Han blir knust. For, naturligvis, hvis han handler uav
hængig av kongressen, saa er det jo ikke i kongressens navn,
men for egen regning og risiko. Han vil faa bære hele an
svaret for sit nederlag.
«Jeg vilde betragte mig som uværdig til at være fører for
en sak, hvis jeg frygtet for ikke at kunne føre den igjennem.
Men den doktrine, som foreskriver arbeide i forsagelse, be
tyder like godt den übønhørlige søken efter sandheten som
tilbaketoget, nåar man har tat feil eller renonceringen paa
førerens rolle, nåar man opdager at man er værdig dertil.»
Det er ikke med let hjerte han imøteser en slik eventu
alitet:
«Sæt,» skriver han, «at trods mine forhaabninger intet
indtræffer av det jeg venter burde jeg da ikke føle, at jeg
ikke længer er værdig til at lede kampen? Burde jeg ikke yd
mygt knæle for min skaper og be ham befri mig for mit
unyttige legeme og gjøre et mere tjenlig redskap ut av mig?»
Man kan forestille sig hans hemmelige angst og hans
sønderrevethet. Den offentlige bekjendelse som fulgte paa
2 - Samtiden. 1925.
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
