Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros - IV. Racine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
røvet av Achilles’ søn Pyrrhus, som elsker hende, men skal
gifte sig med Hermione, Helenas datter, som lidenskabelig
elsker sin trolovede. Hermione elskes imidlertid av sin fæt
ter Orestes. Hermione er en av disse Racines erotisk dømte
kvinder, som Roxane, Ériphile, Phédre, der elsker indtil
forbrydeise. Hun faar Orestes til at dræpe Pyrrhus. Orestes
er en romantisk type, like fort til at elske som til at hate,
en av disse som føler sig beseiret av samfundet, rammet av
en for ham specielt beregnet ulykke, en slags prædestination
som sætter ham over og utenfor loven. Han dræper som
en erotisk bolsjevik, lever i blindhet og handler stadig i
übalansert ophidselse. Naar saa hans livstragedie gaar op
for ham, deklamerer han egocentrisk om gudernes specielle
interesse for hans person.
Mit haab slog til, nu er jeg rammet, guder,
O, himmel tak, jeg hilser Eder guder.
Mot hvilke skjændsler er jeg ikke drevet,
mot lidelsernes høider er jeg hævet.
Jert hat har moret sig at øke mine smerter,
og jeg er født at glæde Eders hjerter
at bli fuldkommen lidelsens model.
Velan, mit liv har maalet i sig seiv.
Og denne overklasse-bolsjevik, som river istykker moralske
love, kjender ikke den lille, enkle almensandhet som græsk
tragedie stadig beskjæftiger sig med og som Tolstoy lar en
bonde uttrykke slik: «Det er ikke det at dræpe som er saa
vanskelig, men der klæber sig evig og altid blod paa sjælen.»
Endogsaa guden Apollon maatte, fortæller sagnet, efter at ha
dræpt dragen Python tjene et helt aar som dagarbeider hos
kong Admethus for at rense sig fra blodet efter mordet.
Efler drapet er det som blodhallucinationer folger Orestes
like ind mot en sjælelig nattilværelse.
Men hvilken nat slaar nu sin kappe om mig!
Hvem bryter mørket! rædsel overkom mig.
Rædsel, o himmel, hvad gaar jeg imot.
Guder, omkring mig er strømme av blod.
Mot de besiddelsesgale erotikere staar Andromaques litt
statuekjølige Eros, hvis kjærlighet er hævet over egoismen,
som elsker uavhængig av mennesker med deres gjenkjærlig-
197
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
