Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros - IV. Racine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
ske hjem. Den franske klassicisme har været en borg for
franske hjem med sin hævden av pligt, av vilje, sin ydmyge
ærbødighet for resignationen og offerevnen.
Iphigénie av Racine er som ogsaa Euripides’ stykke ofrets
kvindetragedie. Iphigénie er den mest pompøse av Racines
tragedier, den er mest beslegtet med det 17de aarhundredes
kunstformer, med Lebruns målerier og med Girardons og
Coysevox’ statuer, med haveanlæggene og slotsbygningerne.
Den er den mest «louis-quatorsiennes» av Racines tragedier,
for at bruke Lemaitres uttryk. Euripides’ Iphigenia er den
græske unge pike, enklere, mere primitiv, nærmere naturen.
Racines er helt prinsesse, hun har mindre entusiasme og
mere resignation. Hun har udmerket opdragelse, en heltinde
av fuldendt social form. Hun er ungpiken av kongelig byrd.
I den sterkeste kontrast til denne disciplinerte unge pike stil
ler han saa den romantiske Ériphili, hvis lille roman er for
træffelig opdigtet. Hun elsker Achilles med den voldsomste
kjærlighet, længter efter heltens blodige favntak og er fuld
av krav i motsætning til Iphigénie’s offervilje.
Med den store, klassiske studie over «kjærligheten», ikke
kjærlighetsgalanteriet eller kjærlighetsdrømmene, men kjær
lighetssygdommen, den kjærlighet som altid har et drag av
hat paa bunden med andre ord kjærlighetsgalskapen har
vi i Andromaque, studien over den kjærlighet som skaper
gale og forbrydere, gjennemsyret av egoisme og vildskap og
med en fordringsfuld erotisk eiendomsfølelse. Et menneske
«er helt og holdent dit». Denne følelse gjør indifferent for
hele verden forresten, fordi dette er det eneste som skaper
sensation. Man elsker sit bytte med en evig skræk for at
dele. Kjærligheten er sensationens universum og midtpunkt.
Tre personer i Andromaque er besat av denne «kjærlighet»,
Hermione og Oreste komplet syke, Pyrrhus noget mindre.
Mot disse tre stilles saa Andromaques høie skikkelse med to
følelsers hele moralske skjøn het den egteskabelige og
moderfølelsen. Begge følelser er rene og kloke, eier formens
strenge skjønhet, «ordenens» guddommelige styrke. Den første
er helt fri og ren, fordi den er viet et minde, en skygge.
Sørgmodig og tro lever hun for at begræde sin egtefælle og
verne om sit barn, ikke uten et visst dydens koketteri, som
en fransk kritiker bemerker. Andromaque, Hectors enke, er
196
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
