Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros - IV. Racine - V. Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Goethe.
(Britanicus), en far er sin søns rival (Mithridate), en far ofrer
sin datter for store interessers skyld (Iphigénie), en ung kvinde
elsker sin stedsøn og forfølger ham fordi hun elsker (Phédre).
Racine studerer og viser mennesket i sin oprindelighet og
aksepterer den kristne pessimisme. Med en blanding av
mildt og krast, heftig og stilfærdig gir han et billede av selve
klassicismens mennesker, som bak den ydre slepethet har et
yderst lidenskabelig følelsesliv, en blanding av brutalitet og
heltemod, av barmhjertighet og haardhet. Racine, den ydmyge
kristne, er en psykolog uten frygt. Men det er altid værdig
het over hans kvinder, der trods lidenskaper hævder det
sjælelige. Racine har den franske races sans for orden, raison,
for beherskede følelser og deres gratiøse styrke. Han tilhører
et gammelt land, som tror paa den «civiliserte» kjærlighet,
dens rigdom og byggende evne, dens opdragende magt, dens
offerevne, tror paa resignationens lutrende indflydelse i
menneskelivet.
Goethes liv i forbindelse med hans verk gir os billedet
av en erosbetonet opdragergjerning av sjeldneste art. Her
er en høi menneskelighet, en skat som i vore dage langt fra
er nok utnyttet. Selvfølgelig findes der nok av romantiske
genidyrkere som hos ham beruser sig i det vældige, det hem
melighetsfulde og endnu mere i det egocentriske og sanse
lige, og som kun hos Goethe ser det overmenneskelige og
umenneskelige væsen, det hinsides godt og ondt. Goethes
billede er dog sat sammen av rolig dygtighet, alvorlig god
het, og retfærdighetsfølelse, av visdom, god menneskeforstand
og sundhet, dette som man pleier at håane som «borgerlig
hets En kunst som vil unddra sig sine borgerlige pligter,
som overforfines, som svæver ut i det sanselige eller rent
av bestialske, maa lære av andre mestere, sikkert ikke av
ham. Han var dyp, men ikke uutgrundelig, han var genial
men ikke diabolsk. Hans ord var enkle, klare og velvillige.
201
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
