Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Nogen ord om Gran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
og det sentimentale; jeg ved meget vel, han vilde protesteret
med sit rappe, skeptiske smil, om man i anledning av ham
nævnte noget som «det barnslige skær til det sidste». Men
jeg fremturer og siger alligevel : det træk var det fænomenale
ved Gran. Personlig er jeg overbevist om at glosen træffer
den egenhed som fornyet hans sind og et helt liv bar ham
gennem alt som hændte ham, træffer .gnisten i hans person
lighed den evne som gør sin mand til en sjeldenhed i
maskin-menneskernes tidsalder.
Ottiaarenes eller det saakaldte «gennembruddebs mænd
har jo faat noget som et fælles stempel paa sig. Men kom
mer man dem nærmere ind paa livet, er de selvfølgelig lige
saa forskellige indbyrdes, de som andre aandslivets mænd
at si: de av dem som «forlod sin ungdoms idealer», som
de haardkogte kalder det, med andre ord: de som udvikled
sig, fordi de var saa heldige at de eied en særart at fordybe
sig i og at udvikle. De som var dem foruden, blev de som
sidder tilbage ijargon’enog skablonen t-de som tidlig ældedes
og blev golde, fordi de altsaa mangled eget indhold : de hadde
m. a. o. i kampens hete blot snyltet paa det reaktionære
samfunds modstand og eied seiv intet positivt at forebringe.
«Bohemen» gik i frø i virkeligheden en forbigaaende fase
av kulturel seminarisme, kun tænkelig og mulig i et land,
hvor stammen hadde sovet de bekendte fem sekler. Den
übetingede og übestikkelige respekt for aandsliv, som hos
Gran holdt sig levende og vaaken til det sidste, hænger sam
men med og er udslag av det oprindelige og umiddelbare ved
ham. Den respekt er siet ikke et saa almindelig træk, som
man gerne vil gi det udseende av, forfængelighed og selvkul
tus er det nemlig i saa langt høiere grad. Gran var saa lykke
lig at han ikke hørte til dem som tidlig blev sterile og stiv
ned. Hans barnslige sind blev ved at være modtagelig og
aabent for nye strømninger. Thi med «barnslig» mener jeg
jo bare dette: et aabent, modtagelig sind, et sind med evig
unge porer. Jeg tror: har man ikke øie for denne side
ved Gran, har man heller ikke fat i det væsentlige ved ham
som personlighed. Det var bl. a. dette uforbrændelige ved
ham som bevared hin respekt for aandsliv. Det var dette
træk som skabte det evig festlige ved ham, hans uformind-
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
