Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Gerhard Gran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran,
leriske «dannelse». Altsaa mit slegtled kan Dere uten uro
springe over, der er ikke stort at hente, og desuten er det
jo næsten en naturlov at sønnerne rækker haanden forbi
fædrene for at finde bedstefædrene. Men av bedstefædre er
der jo altid flere at vælge imellem, og hvorfor ikke vælge de
bedste? Wergelands kraftige efterslegt: Sars, Bjørnson, de
levende idéer og de saftige lidenskaper istedenfor de Sagen-
Welhavenske epigoners sirlige papirblomster.»
Det var gaat Gerhard Gran som mange andre av 80-
aarenes mænd: resultatet av «levenet» hadde skutfet; hverken
i politik eller litteratur var det «positivt nye» kommet, kanske
ikke i tankegangen heller. Vi yngre følte det rigtignok litt
anderledes. Rædselen for «veltalenheten» var jo mere end
uvilje mot en form. Den dype sandhetskjærlighet hos Gran,
det menneskelig frie og helt usnobbede, hadde for os sam
menhæng med hans «tilblivelse» under 80-aarenes strid.
Det egne ved ham var det stadig søkende. Han blev
ikke staaende i skuffelsen; han saa sig altid om efter noget
at anerkjende, og fandt meget. Det var begavelse, bare det,
en større end mange tror, blandt andet fordi den siet ikke
er almindelig. Og da den hos Gran var forenet med en
usedvanlig formel evne, kunde han overføre sin «nysgjerrig
het» saa kaldte han det seiv paa tilhørere og læsere.
Endda kritikken var sterk i ham, og uten tvil en styrke
ved ham, sigtet han paa det «positive», «frugtbare». Interessen
for en gammel tid fik ham aldrig til at glemme at vor er
den eneste vi kan forme, og her saa mente han skulde
det svundne gjøre tjeneste. Han glædet sig, nåar det hændte
at en eller anden av hans elever viste evne til at bedømme
en kunstperiode ut fra dens egne forutsætninger og formaal.
Men han var paa ingen maate «relativist», han stod aldrig i
fare for et ensidig historisk syn, for at komme dit at alle
værdier blev like gode eller like daarlige. En anden sak er
det at værdierne kunde skifte for ham, eller bli mange.
Han lette efter dem vidt og bredt, og kunde tinde dem ogsaa
i tidsaldrer eller hos personligheter som stort set var ham
usympatiske. For en del blev han vel bestemt av sin vilje
til retfærdighet; men trangen til selvutvidelse eller, for at
bruke hans eget sprog, til at være «mest mulig komplet» har
knapt været en svakere drivkraft.
221
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
