Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Gerhard Gran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche.
folk og desuten paa et sterkt begrænset omraade virke
lig poet. Wergeland saa hverken mandfolket eller poeten i
ham, men kulturbæreren saa han med profetisk klar
het, «æstetikler» og «poetikler» saa han myldre ut av «denne
kultur», og ikke vilde det ha undret ham at efterkommerne
havnet i, hvad jeg ikke kan betegne bedre end den for
stokkede veltalenhet.»
«Intet pedanteri er saa avskrækkende som det æstetiske,
ingen filistere saa uhelbredelige som bildungsfilistrene.
Wergeland holdt idealer til at ranke sig og hele folket op
efter, den Sagen-Welhavenske linjes mænd hadde særeie paa
nogen putle-idealer, som var færdige og uten al livsens uen
delighet. Jeg vet naturligvis godt, at der paa denne linje
ogsaa har været dygtige mænd, og det er let at peke baade
paa det ene og det andet nyttige arbeide de har gjort; men
jeg er allikevel forvisset om at i sin inderste grund og
stort set har denne udemokratiske veltalenhet, «denne kul
tur», været det største hefte paa vor vei, den største hindring
for alt, hvad der er fremkommet av frugtbart «leven» i vort
land. Naar levenet ikke længere er leven, da kommer «klas
sikernes klassiske oversættere> og lemmer det ind; men ikke
før vær sikker! Se paa Bjørnson se paa 1905!»
Fra forelæsninger og samtaler husker jeg lignende ad
varsler: «Pas paa at dere skriver som dere føler; bruk ikke
andres ord ! Barn er bra, de vise er bra ; de dannede er
værre. Jeg interesserer mig mest for ur ege lm æs sige
verber.»
I brevet heter det videre: «Om min egen generation har
jeg meget litet godt at si; vi hadde i den grad faat øret op
latt for de falske toner, at vi næsten glemte at der ogsaa
er toner som ikke er falske. Vi blev derfor retfærdige og
kritiske og litet troende og forstaaende og handleudygtige
dilettanter. Jeg ser næsten ikke den ting fra mit slegtled, jeg
vilde peke paa som en spire eller begyndelse til noget positivt
nyt. Men det trodde jeg rigtignok vi hadde gjort, dette
ene, at «veltalenheten» var manet i jorden for bestandig, jeg
trodde at f. eks. bare diktionen i samtalen mellem de to
unge mænd i Gunnar Heibergs Kong Midas tat i den
aller dypeste betydning som artikulation av den sjælelige
habitus en gang for alle hadde umuliggjort den æstetik-
220
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
