Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Gerhard Gran og Samtiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90Q Hjalmar Christensen.
skabelig charmør med sans for komfort og livsnydelse som
han ogsaa var, kunde denne side av hans personlighet
være traadt mere i forgrunden, om ikke tidsaanden hadde
virket ildnende.
Der er, hvor forskjellig deres virke har faldt, dog et
visst aandelig fellesskap som jeg her har forsøkt at an
tyde _ hos mænd som Chr. Krohg, Gunnar Heiberg, Chr.
Michelsen, Gerhard Gran, Edvard Munch, Erik Werenskiold,
Gerhard Munthe, Moltke Moe, Fridtjof Nansen: de hadde
troen tilfælles.
Gerhard Grans første betydelige indsats i vört aandsliv
var «Samtiden». Der fordredes ikke liten dristighet for at
indbilde sig, at et norsk humanistisk tidsskrift skulde ha
chanser til og med i Bergen, efter at værdifulde norske fore
tagender av denne art var gaat ind, det ene efter det andet.
Gerhard Gran har selv berettet «Samtiden »s tilblivelseshistorie.
Paa det naturvidenskabelige omraade hadde det lykkedes
Grans ven Brunchorst at vække fornyet interesse for tids
skriftet «Naturen»; saa gik Gran og Brunchorst til «Naturen»s
foilægger John Grieg, som nåar det gjaldt litteratur gjentagne
gange viste en for forlæggere meget værdifuld egenskap:
sportsglæde. Likesom John Grieg tok Vilhelm Krags og
Obstfelders første digtsamlinger, tok han ogsaa «Samtiden».
Og det merkelige hændte: «Samtiden» bestod; «Samtiden»
bestaar den dag idag, 35 aar efter grundlæggelsen. Her
aabenbarte sig Gerhard Grans merkelige talent eller rettere
sagt hans merkelige kombination av talenter. Han hadde
den samlende evne: han visste at finde medarbeiderne;
han hadde idéer, og han gjennemførte dem; han hadde vilje
og fremsyn. Han maa utvilsomt i ikke ringe grad ha været
i besiddelse av en forretningsmands praktiske blik. Let at
konstatere var hans sjeldne gave til at erobre mennesker,
vælge og beholde sine medarbeidere. Som redaktør var han
aldrig partimand; oprindelig var «Samtiden» heller ikke
politisk; efterhaanden blev tidsskriftet mere og mere alsidig,
da ogsaa politisk.
Kanske det sterkeste i Gerhard Grans væsen var glæden
ved at bygge op. Han satte senere i gang et andet verk,
som vistnok vilde ha været endnu vanskeligere at starte end
«Samtiden», nemlig «Edda», om ikke hans renommé som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
