Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Gerhard Gran og Samtiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran og Samtiden. 931
redaktør da hadde været saa grundfæstet. Paa det tids
punkt visste man at Gerhard Gran hadde den lykkelige
haand. Hans glæde ved at bygge fik sit praktiske utslag i
hans utholdenhet, en energiens seighet, som man næsten
ikke merket, fordi den var saa muntert naturlig. Her støt
tedes han sterkt av sin ungdoms optimisme: man tør kan
ske si, at denne senere omsattes i vi li e til o pti mism e.
Selvfølgelig hjalp det Gerhard Gran langt, at han av egen
erfaring visste, m a åtte vite, hvor langt han sandsynligvis
vilde naa alene i kraft av sit humør og sin charme. I det givne
øieblik kunde han være uimotstaaelig. Dette hang atter
sammen med den gave han hadde til at opdage værdierne
hos de mest ulike personer. Angrep man et menneske,
hadde han næsten altid et fortrin at fremhæve. Ordet
«feminin» virker paradoksalt, nåar der er tale om et saa
utpræget mandfolk som Gerhard Gran. Allikevel vil jeg
vaage at bruke det: han var i bedste forstand «feminin»,
instinktivt mottagelig, lydhør som mænd sjelden er det’
undertiden svak for de skikkelser, hans studier samlet sig
om. Han blev efterhaanden langt mere iagttagende end
kamplysten, mens hans forskerglæde var i stadig vekst.
Hvor han gjennem sin manddoms aar beriket sig, hvor
hans horisont stadig utvidedes! Som leder av «Samtiden»
blev det mere og mere hans maal at se alle ståndpunkter
repræsentert. Men særlig var det ham om at gjøre at
komme i kontakt med ungdommen.
Under de samtaler vi nu og da hadde gjennem de senere
aar, viste det sig at vort «livssyn» for at bruke et høitide
lig uttryk blev mere og mere divergerende. Han søkte
stadig at utvikle sin forstaaelse, bevare sin mennesketillid.
Jeg for min del er overbevist om at der netop i vor tid
skyter op meget, som maa slaaes ned, hvis det skal bli
mulig at bygge noget værdifuldt op. For en tid siden före
tog jeg Gerhard Gran et emne, men la til: «Jeg vet
rigtignok, at det, jeg kommer til at si, staar i avgjort strid
med dine meninger.» «Meninger?» svarte han med sit
spøkefulde smil, som gjemte saa megen alvor, «jeg har ikke
længer meninger.» Undertiden forbauset han mig med sit
emnevalg: Rousseau og Calvin. Det faldt mig allerede
vanskelig at fatte, at han kunde gaa saa vidt let henover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
