Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anton Mohr: Joseph Caillaux
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Joseph Cailleaux.
hadde forfulgt Cailleaux, indtok «Le Figaro» en fremskutt
pläds. Chefredaktör i denne avis var Gaston Calmette.
Calmette var paa mange maater en høit kultivert mand med
ikke übetydelige kunstneriske anlæg. Han var tillike en
ivrig samler av antikviteter og besad særlig en meget bety
delig samling av karrikaturer og kobberstik fra det første
keiserdømmes dage. Men han var ingen fin mand. Det var
ham en rent sadistisk glæde offentlig at kunne tilsmudse sine
medmenneskers privatliv og da ganske særlig de mere frem
trædende blandt disse. Han passet for saa vidt glimrende i
den noget lumre atmosfære som hersket i redaktionslokalerne
i den gamle klerikalt-konservative «Le Figaro», om hvilket
blad det i Salmonsens leksikon heter, at «dets store utbre
delse, især indenfor samfundets høiere klasser, skyldes i første
række dets indiskrete notiser fra det private liv, dets teater
nyheter og dets skandalhistorier».
Cailleaux hadde gjennem hele sit offentlige liv nydt den
tvilsomme ære at være blandt de heftigst og hyppigst angrepne
i dette blads spalter. Og han var jo ogsaa paa mange maater
et taknemmelig offer. Cailleaux indtok, dels paa grund av
sit utfordrende arrogante væsen, dels paa grund av sin store
formue som han hadde erhvervet gjennem omfattende og
dristige børsspekulationer, en særstilling inden den jevnt bor
gerlige kreds av franske levebrødspolitikere. Læg saa her
til hans sterkt angrepne tyske politik, hans ivrige kamp for
indtægtsskatten og endelig hans, for en formuende franskmand
at være, tilsynelatende helt uforstaaelige forbindelse med kam
merets radikale partier, saa vil man forståa at Calmette
hadde et baade rikt og variert angrepsmateriale til sin dispo
sition.
Imidlertid førte gjennem lange tider de næsten daglige
og med stadig kraftigere uttryk lancerte angrep ikke til noget
resultat. Og ganske specielt ikke til det resultat som Calmette
og «Le Figaro» mest ønsket: at Cailleaux skulde skride til en
injurieproces med al den sensation som derom vilde kunne
ophvirvles. Ja, det hjalp end ikke, at Calmette tilslut aapent
beskyldte Cailleaux for som ministerchef at ha hjulpet den
notoriske svindier, storspekulanten Rochette til at undkomme
til Amerika og derved unddra sig saavel sin straf som den
269
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
