Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Tore Ørjasæter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bred’ ikkje braanar,
jotunfjell.
Trongar og trongar
innetrengd,
av rise-armar
Tore Ørjasæter.
lidelsen hadde gjort ham eftertænksom stille. Han syntes
mig adskillig i slegt med grubleren Garborg. Om end av
noget anden art. Men det er den samme hvileløse melankoli,
der dirrer gjennem begges livssang. Som for Garborg gransk
ningen av problemerne blev en svøpe til at plage sig seiv med,
saa blir det for Ørjasæter en uimotstaaelig lyst til at trevle
op sit eget blødende indre ... La det skingre som skrik i
sine vers. En stakket stunds utlösning. En digters seier over
sig seiv.
Jordbunden i sit inderste væsen er Tore Ørjasæter.
Troldbunden av den egn, hvor han er født. Det spores alle
rede i hans første digte:
Og i digtet til Lom, som i sin patos minder om de gam
melnorske kvad. Hør bare det mægtige anslag ide første
vers :
Leidi er vaagal
lagd der ho ligg,
adla til uppveg
aat Galdhøpigg.
Ved jotun-barmar
fostra og femnd,
Dette Jotunheimens truende nære naboskap har selvfølge
lig livsmerket ham. Det har git ham tungsindsdraget. Som
den stadige og slitsomme kamp med naturen har git ham
den seige styrke og trods. Og ial denne kolde og mørke
indestængthet vaakner naturligvis snart længselen. Først barn
lig og übestemt som:
kreista og klemd.
storkna i stein
og innestengd.
inn mot aude
jøklar svell
stod kornaks og blenkte.
og tanken eg tenkte :
Der attum mit yrke
Og hugen eg hadde
291
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
