Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Tore Ørjasæter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skein av Di sjel so skirt i deim.
Solblind so sig eg no for Deg ned.
skjelv det i røtom sine
baade eg sjølv og den bleike skog.
Sigurd Mathiesen.
Siden altid mer maalbevisst og aksentueret. Utfærds
trangen, kravet efter at leve livet mellem mennesker. Den
store frihetslængsel, hvor endog ættefølelsen tynger som en
lænke. Ja, han mistænker sladig elskov og kvinder for at
forgifte og forveke den mandlige uavhængighet. Rigtignok
«fterfulgt av likesaa regelmæssige tilbakeslag, da han atter fal
der til ro ved kvindens moderlige bryster og ættegaardens
hjemlige tryghet. Men denne desperate frihetstrang lar ham
aldrig helt i ro. Den vender ogsaa stadig tilbake og truer
sluttelig med at sprænge alle jordiske baand. Den tvinger ham
i hans senere digte over Bivrøstbroen ut i uendeligheten.
Hans anden digtsamling I dalora har nogen vidunder
lige, halvt visionære vers om hans tidlig avdøde mor. Her
aapenbarer pludselig den digter sig, som siden har skjænket
os verk etter verk av aandfuld lyrik. Det heter her:
Steig Du fram av ein ljosens eim,
gyllt med ein glans ifraa æveheim,
Still og sjaaleg med fager sed
aasyne straala av ljos og fred,
adel og heilag ynde.
Dysken andar av det som drog
sælt som ein solglans gjenom min hug,
I denne digtsamling møter vi ogsaa hans vaaknende be
vissthet om sit eget siæleliv. En øde fornemmelse, der griper
ham under arbeidet i de høstlige lier. Han øiner for første
gang avstanden mellem sig seiv og en übønhørlig krævende
natur. Og tiden, som hjælpeløst glir fra ham under kavet:
Han krøktest og krokna og seig i kne,
med hugsotti svidde og brann,
i vikuvis nåar han fann saman ved
langt nord i Leikarvar-land.
augo som djupe livde
etter liv og ljos.
Aa eg lengtar, lengtar
292
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
