Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Tore Ørjasæter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blodsprøyt og blodspor!
Hoggande meint, igjenom hjarta
live er seigt: ein tunglynd ljoske
enno i augom gløder
no i ein blenk fraa naatungt auga
sjæli av dyreham.
Sigurd Mathiesen.
er ikke netop denne version av begivenheterne, ikke netop
disse digte som er det værdifulde. Lykkeligvis lar ikke hans
fele ham iro. Den strengelek i hans indre spiller ham puds
paa puds. Og da stiger atter hans lyrik frem ial sin op
rindelige og umiddelbare skjønnet. Som i «Elgen»:
Skogkongen sterk med braae langbyks
spring upp, men sig aa gruve,
kviler so tungt sitt stolte hovud
over den lynggraa tuve.
Andar so tungt i morgonstilla,
bringa hans er so breid.
Andar inn daamen din i dauden,
hind, du som spring paa heid.
Hans senere digte kan nok være sterkere, klarere og mer
koncise. Men av nier mættel lyrisk glød er de ikke. Tonen
i Gud brand Langleite er saa fint avstemt, saa sikker
og saa rik paa nuanser. Den kan ikke være bedre. Alle
strenge paa hans lydhøre instrument klinger her med: det
bredt episke isprængt med folkelig lune, det psykologiske ele
ment med stænk av selvironi og en lyrik, der springer umid
delbart op av en dyp samhörighet med naturen. Men gjen
nem alle disse vers gaar livets egen høie patos som den al
vorlige understrøm. Den ensomme fjeldbygd midt i Jotun
heimens jøkelfavn har livsmerket ham. Derfor er stemnin
gerne skiftende bråa. Glæden og latteren utenfor barneaarene
sky og beklemt. Tonen midt i sin vildskap sordineret.
I hans næste digtsamling Manns kvæde, som jeg i sin
helhet finder langt mindre betydelig, synger kanske hans in
strument sterkere ut. Hans vers virker mer bevisste. Mands
kravet i ham har fundet et voldsommere uttryk. Som i «Man
nen ber kvinna ein krossarveg» og «Murukvæde». Særlig det
sidste digt har en helt suggestiv virkning:
Fagert det lyser fram
mot deg, du hind, som sprang so lettfløygd.
bivrar det stilt og bløder;
Godt gjort, du skyttar!
296
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
