Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Eros. VII. Vort evig klassisk kvindelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Fett.
samme maate som en gift kvinde, og en gift kvinde som har
bevaret sit sinds kyskhet, aldrig paa samme maate som en
anden som har mistet den. Netop disse breves charme be
staar i detle übestemmelige som præger alt hun rører ved.
Det er som vi i et øieblik ser ind i delte ungpikeværelse paa
Storhamar gaard, med vinduet ut mot haven, jordene, Mjøsen
og aasene i bakgrunden. En kvindes karakter og smak sees
av det rum hun bebor, det være salon eller kvistkammer,
og hvor var ikke alt her præget av enkelhet og jomfruelig
eleganse, hvor rent er ikke alt omkring hende med gardinene
over sengen og den hvite tarlatans kjole med de mørkerøde,
smale fløielsbaand og de høirøde livbaand, som hænger over
stolen, mens hun seiv endnu ikke rigtig paaklædt sitter og
skriver til Hans Gude, maleren, som paa et rosenblad nede
i haven hadde «erklæret» sig og senere bekræftet det i et
brev. Hun var ikke fuldt 16 aar. Vi faar saa et avslags
brev som virkelig eier en stilkunst, en evne til at sætte sig
ind i en andens tankegang, en takt i valget av ord, som hun
filtror papiret, som viser herregaardsfrøkenen med sindets
og følelsens adel. Hvor ofte kan ikke mennesker skrive sig
fra hverandre, fordi man ikke tænker paa at det skrevne ord
maa virke anderledes og mere skjæbnesvangert end der hvor
man samtidig kan høre stemmens forklarende tonefald. Hvil
ken social kultur møter man ikke i den lille 16-aarige pikes
brev. Hun prøver sig seiv, hvert ord og hver handling
de har villet vise den høieste og reneste velvilje som «jeg
altid har næret for Dem i mit hjerte». Hun har spurt sig
seiv: «Burde du ikke saa frit ha latt denne venlighet komme
tilsyne, der var i dine følelser for ham? Hvorfor skulde jeg
lægge skjul paa noget som förekom mig som naturlig. Har
jeg handlet uret, saa tilgi.» «Jeg vil ikke be Dem glemme,
det vilde lyde affekteret og unaturlig, men bevar mig i mild
og venlig erindring.» Hun var saa fri, saa fri og skriver
litt senere til søsteren: «Og jeg føler mig saa ren og fri for
al slags «Amour» til nogen herre og nåar jeg er glad er
jeg det saa inderlig dypt at jeg synes jeg kunde slutte
den hele jord i mine arme.» Det næste billede vi faar av
ungpiken er foran Herrens alter i Vangs store, festlige kirke
for at avlægge konfirmationsløftet. Provst Winsnes lægger
haanden paa den unge, knælende pike. Det var mange,
378
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
