Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Sølvdaleren og guldkronen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 «Den Constitutionelle», nr. 32 for 1836.
Sølvdaleren og guldkronen.
sukcessiv forbedring av dalerkursen var for Schweigaard
noget rent subsidiært. Naar han overhodet anbefalte denne
linje, var det fordi han var av den opfatning at enhver fast
politik vilde være aa foretrække fremfor den übestemte
holdning som tidligere var blit indtat og som han i en
anden artikkel i «Den Constitutionelle» kaldte «en Halv
hedens Halvhed, en Passivitetens Passivitet, hvis Forsvar
hverken Menneskenes eller Tingenes Fornuft kan overtage». 1
Schweigaard gjorde imidlertid gjældende at paripolitikken
vilde føre til alvorlige opofrelser. Dette fik han ogsaa ret i.
Tiden fra 1836 til 1842 var tung aa komme igjennem og
bragte stadige og store tap for de næringsdrivende.
Worm-Muller, har i hundreaarsskriftet for Christiania
Sparebank lagt frem et imponerende rikt materiale for aa
bevise at Norge i 1820- og 1830-aarene ikke hadde normale
konjunkturer, men en stadig fortsat depression, ja igrunden
en latent krise som bare fik sterkere eller svakere uttryk.
Denne Worm-Mlillers karakteristik vil sikkert bli staaende
i historien. Men nåar Worm-Muller i det væsentligste ser
paa disse begivenheter som «krisen efter napoleonskrigene»,
er dette bare paa en maate rigtig. Med de økonomiske for
pligtelser fra krigsaarene og inflationen var der nemlig blit
gjort temmelig brutalt op ved stabiliseringen av 1816 og
den statsbankerot som da fandt sted. Selvom markeds
forholdene ute i verden var blit forskjøvet og vanskelig
heterne ved aa oparbeide næringveiene i en kapitalfattig tid
var temmelig store, vilde krisen derfor neppe ha fortsat
dersom pengeforholdene ikke var blit bragt i ny uorden ved
ophævelsen av sølvvekslingen og den passive valutapolitik
som fulgte. Det var ikke eftervirkningerne fra fortiden som
var værst, men de nye dumheter. Som Aschehoug klart og
knapt har uttrykt det i sin Socialøkonomik led landet i hele
det lange tidsrum fra 1818 til 1842 under alle de ulemper
som følger med aa ha et tvungent betalingsmiddel av för
änderlig og usikker værdi. De store fallitter med sine til
intetgiørende virkninger for dette norske handelspatriciat
som Worm-Muller med rette har viet saa mange anerkjen
dende ord fordi det økonomisk bar frigjøringsverket av 1814,
de fandt for den allervæsentligste del sted i deflationsperio-
451
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
