Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Hoel: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der stod Kinck da han begyndte.
Sigurd Hoel.
Det var et par ting som virket slaaende under læsningen
av boken.
Først: den intense tydelighet i det digteriske billede, fan
tasiens voldsomme anskueliggjørende styrke. Med en kraft
som aldrig trættes, et skarpsyn som aldrig sløves, følger dig
teren sin mand fra sted til sted, aar efter aar, fra situation
til situation, og viser os ham i billede efter billede, indtil vi
synes vi aldrig har kjendt et menneske saa godt som vi nu
kjender Sjurd Bjørntveit, fra først av søn paa en fattig fjeld
gaard, nu handelsmand med stadig voksende indflydelse, med
tiden bygdekonge i en norsk fjordpoll.
For det andet: Hele fremstillingsformen i denne bok er
rolig, kjølig, klassisk enkel, letfattelig og gjennemsigtig klar.
Og sproget, som förekom folk flest saa altfor norsk, da boken
kom ut første gang, som gav dem graastein i munden like
som, det fornemmer vi nu, tredive aar efter, som et mønster
paa hvordan norsk riksmaal skal skrives.
Hadde han nu været en rolig og taalmodig og rimelig
og fornuftig mand, saa hadde han git sig god tid der han
stod. Han hadde skrevet flere bøker i den stil som han
allerede behersket til fuldkommenhet. De vilde ha vakt litt
mere opmerksomhet for hver gang, vilde ha faldt litt mere
i smaken, anerkjendelsen vilde ha faldt rikere, for hver gang
vilde flere og flere blit klar over at her stod man overfor
noget virkelig nyt og værdifuldt.
Han vilde ha opnaadd at faa en jevn og sikker sukces,
og vilde ha gjennemløpet en forfatterbane fuld av agtvær
dighet og medgang. Og vilde ha opført sig netop som en
av dem han foragter mest, en av dem han seiv kalder de
«middelskloke».
Han gjorde det motsatte. Med «Flaggermusvinger», som
utkom 1895, har han skiftet ham. For altid har han sagt
farvel til den kjølige, rolige episke form. Vi møter den Kinck
som vi herefter maa søke at forsone os med, digteren med
den eksplosivt impulsive stil, med de braat skiflende stem
ninger, den lunefulde kastevind i fremstillingen, synernes,
indfaldenes, de ekstatiske utbruds og de groteske overdri
velsers digter, den hensynsløse, voldsomme, til det yderste
subjektive skribent, som i alt sit arbeide følger sit eget sind,
462
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
