Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Norsk national Kunst - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Bukdahl.
sens Udlænding. Ham seiv drev det ud i de store Skove,
gjorde ham til Naturdyrker og Elsker af de smaa tilfeldige
Ting. Som Lyriker unddrog han sig Tidsrummets Ide- og
Samfundslede ved en blændende Selvforstillelse, ved en aldrig
svigtende Selvinteresse, der gjorde alle Oplevelser nye og
mærkelige og i hans Kunst skabte hin Vandreskikkelse, der
gaar gennem hele hans Produktion fra Nagel i «Mysterier»
til Selvmorderen i «Siste Kapitel».
Men der var mere kølige Hjerner, der havde formeget
Selvironi til at udvinde en holdbar Illusion ved at mystificere
Tilværelsen (Gunnar Heiberg, Gerhard Gran). De var ikke
passive i deres aristokratiske Anarkisme. De paatvang sig
vel Udholdeligheden af Tilværelsen ved at fornægte det Sam
fund, hvori den ytrede sig. De staalsattes vel i den person
lige Selvhævdelse, bortskar naadeløst hver Illusion, myndig
gjordes som Mænd i Virkelighedserkendelsens haarde Skole,
men de tabte aldrig Samfundet af Syne, overvaagede dets
Ytringsformer og blev Satirikere, især den ene, der slog Sati
ren ind i Drama.
Selve Tidens uklare Længsel, dens sammensatte Sjælstil
stande fangede Garborg ind i «Trætte Mænd», og siden Hjal
mar Christensen i «Et Liv». Gabriel Gram og Hans Heigaard
i disse to Bøger staar paa Linie med Dr. Røst, Holk, Fin
Heegaard, Nagel; de er Bytte for en ætsende Selvreflektion,
der grænser til Vanviddet, deres Sind er følsomt, som en
Seismograf, giver efter for de minste Rystelser, men de bliver
sikre lagttagere af Virkeligheden i det Øjeblik, de har over
vundet Selvoptagetheden og bar vendt sig udåd mod Hver
dagen og Livet, der leves i den. Saaledes skærer Tryggve
Andersen og Kinck ud af Tidsrummet, ud af Selvreflektionens
Dødvande og bliver Beskrivere at Folkets Hverdag, Folke
livsskildrere, den ene af Østlandet, den anden af Vestlandet.
Saadan flytter Kinck sin Skikkelse Dr. Røst fra dens Kristiania
miliø (hvor han egentlig hed Dr. Gabriel Jahr i Bogen af
samme Navn) og ud til en vestlandsk Fjordpoll. Og der gaar
han som en interesseløs Tilskuer til Pollens Liv. Men netop
derfor ser han, sygeligt og sikkert skarpt, indtil hans Viden
om Pollens Sjæleliv dionysisk besætter ham, saa hans syge
Hjerne hungrer efter at se det i.Opløsning altsammen. Paa
samme Maade fører Tryggve Andersen sin Helt til en Sørlandsby.
516
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
