Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvem indstuderer Ibsen paa Nationalteatret?
Teaterkronik.
Der vrimler av instruktörer dernede. Hvem av perso
nalet er ikke ogsaa instruktør ! Men nåar det gjælder Ibsen,
er instruktørernes mangfoldighet neppe nogen fordel. Og
nåar cheferne veksler saapas hyppig og saa tilfældig, kan man
siet ikke altid være sikker paa at Ibsen er i de bedste hænder
hos chefen. Og saa er det endnu et spørsmaal, hvor langt
det er forsvarlig at ha hele sceneledelsen og samtidig spille
hovedrollen.
Man har ret til at forlange fasthet og kyndighet og sam
menhæng i Ibseninstruktionen paa Nationalteatret. Dette
krav maa man minde teatret om, indtil det respekterer det.
Det har syndet adskillig her i aarenes løp. Hvorfor har
Nationalteatret et kvart aarhundrede unddraget norsk scene
kunst og særlig Ibsens teater Gunnar Heibergs i vor teater
historie enestaaende evner som instruktør? Naar tea
tret kan holde saa mange instruktörer, saa maa den ene av
dem kunne være specielt utdannet og specielt kyndig som
Ibseninstruktør. Respekt for Ibsen!
Det hænger sikkert for en del sammen med tilfældigheten
i sceneledelsen at Ibsen-repriser saa altfor ofte gir os et
übehagelig indtryk av at forestillingen er løsnet i sammen
føiningerne, ærbødigheten slappet, saa seiv de dygtigste kan
tillate sig unoter eller nøie sig med rutine. «En Folkefiende»
var sidste gang ingen fuldgod forestilling. I «De unges For
bund», som teatret tok op igjen i begyndeisen av høstsæ
songen under Halfdan Christensens sceneledelse, var fore
stillingen paa flere punkter lagt betænkelig nær op til farcen.
Halfdan Christensens Stensgaard var ikke langt fra at more
sig over sig seiv i de komiske situationer, hvad en del av
publikum nok kunde goutere. Men Ibsens Stensgaard tok
sig seiv alvorlig. Sterkere endnu kom det frem i Hauk
Aabels Bastian, som laa helt over i farcen. Ellers har man
i de senere aar saa mange gange hat anledning til at beun
dre netop det maatehold Hauk Aabel har beflittet sig paa.
Her hadde man tillått ham at svigte denne uhyre værdifulde
tendens i hans kunstneriske utvikling mot det eminent store.
Likeoverfor Stormoens Lundestad gjælder ingen bebrei
delse for farce. Og dog laa denne glimrende gjennemførte
og fast utformede skikkelse ved siden av Ibsens Lunde tad.
57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
