Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - F. Nitti: Diktaturene i Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Diktaturene i Europa.
sig ut av vanskelighetene med minst skam. Naar Europas
fred er alvorlig truet, er det fremfor alt, fordi diktaturene
eksisterer. Diktatur vil altid si krig og efterpaa revolution.
Diktaturet forkyndes altid som en nødvendighet for at
undgaa revolutionen. Men varer det ved, fører det til revo
lution.
I de land, hvor der er forskjellige nationaliteter, sprog
og religioner, og hvor majoriteter undertrykker minoriteter
og stundom minoriteter undertrykker majoriteter, er den
eneste løsning et forbundsstyre. Schweiz, som har flere natio
naliteter, sprog og religioner, er et av de mest fremskredne
land i verden. Dets føderative statsform har endog utviklet
en kraftig national aand, hvilket viser, at en nation først og
fremst er et historisk begrep før det er etnologisk. Men nåar
slike land fører en nationalistisk politik, maa de nødvendig
vis bli et bytte for den politiske reaktion og meget ofte for
diktaturet.
De land, som har diktatur, maa, ved at de ødelægger al
individuel virksomhet og hindrer enhver fri meningsytring,
nødvendigvis gaa mot forfaldet og ende uten at ville det i
krig og revolution.
Der er i Europa io interessante typer paa diktatur: bol
sjevismen i Rusland og fascismen i Italien. Begge hviler paa
tvang. De andre former for diktatur er ikke interessante.
Det er disse to typer, som truer med at vinde utbredelse.
De revolutionære arbeidere trakter efter den russiske bolsje
visme, skjønt dens forsøksresultater nærmest er smaa. Rik
folkene er, seiv i fremskredne land, ofte velvillig stemt over
for fascismen. I bund og grund er bolsjevisme og fascisme
to fuldkomne fornektelser av friheten.
Jeg har aldrig villet skrive om det ansvar fascismen har
paadrat sig, og de forbrydelser som er tilskrevet den. Næsten
alle de store europæiske og amerikanske blad har bedt mig
om artikler og interviewer angaaende fascismens forbrydelser.
Jeg har aldrig villet gaa med paa det.
Som fører for det italienske demokrati har jeg foretruk
ket ikke at anerkjende fascismen. Jeg har ikke villet ta sæte
i deputeretkamret, jeg har aldrig villet anerkjende fascismen
som et styre de jure, men bare som et styre de facto. Naar
talen faldt paa fascismen, har jeg foretrukket at diskutere den
99
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
