Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Axel Otto Normann: Fransk teater efter krigen - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Otto Normann.
England. Elisabethtiden uten Shakespeare! Den sceniske
förnyelsen mangler et diktergeni. Et geni, som evner at gi
det almentslaaende dramatiske uttryk for tidens mentalitet.
Romantikerne vilde fornye teatret for hundre aar siden.
Antoine vilde fornye det for firti aar siden. Men hverken
romantikerne eller Antoine vandt en varig seier; ingen av
dem knækket den tradition, som har uniformert teatret
siden det syttende aarhundre. Nogen av dem som nu vil
fornye teatret i Frankrike tar direkte sikte paa at bryte tradi
tionen. De vil med andre ord danne overgangen til en virke
lig ny epoke. De vil «reteatralisere teatret». Formelen er
ikke ny. Den blev for tyve aar siden lansert av tyskeren
Georg Fuchs. Først nu synes den at bli teaterfornyelsens
generalformel. Nogen heiser den bevisst som fane, andre
følger den übevisst. Først nu synes den at svare til tidens
mentalitet og peke forbi en ytre sceneteknisk förnyelse. Før
krigen var jo teaterfornyelsen altid partiel. Fordi man har
indtryk av at tidens mentalitet nu er helt anderledes end
mentaliteten før krigen, mener man, at ogsaa teatrets kunst
helt igjennem maa være anderledes for at kunne naa men
neskene.
Det mest betydningsfulde forsøk paa at fornye fransk
teater i aarene nærmest efter krigen blev gjort av Jacques
Copeau.
Copeau kom til teatret fra kritikerplassen. Blandt fran
ske teaterkritikere i siste tiaar før krigen sikkert den som
elsket teatret dypest og forstod det best. Og derfor dømte
det strengest. Gjennemtrængt av det alvor og den maalbevisst
het som kan gjøre kritikeren til fornyer og fører. Han følte
hvad teatret kunde være og 1e d over hvad det var. En kri
tiker av hans art vækker mere irritation end beundring.
Stendhal har sagt: «Det er umulig for en franskmand fra
Paris at si sandheten om verker av andre franskmænd fra
Paris.» Copeau kjendte ordet, men tok ikke hensyn til det.
Engang bebreidet han en anden kritiker hans tøielige forhold
til sandheten og fik til svar: «Kjære ven, uten det kunde man
jo ikke leve.» Nogen tænker stadig paa hvordan de seiv
592
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
