Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Axel Otto Normann: Fransk teater efter krigen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og skulde det kunne være anderledes?
Fransk teater efter krigen.
skal kunne leve; Jacques Copeau var mere optat av hvordan
man skulde kunne skape et levende teater. Den fordrings
fulde strenghet, som særmerkte kritikeren Copeau og som
altid og overalt virker saa brysomt monoton paa kunstfor
dærverne og deres nøisomme bifaldere, følger ham som teater
fører. Og gir hans virksomhet det præg av lidenskapelig
fanatisme, som forarger og befrukter
Saa tidlig som 1905 skriver Copeau: «De dype bevægel
ser i vor tids tanke ; de spirende, endda uvisse og derfor saa
meget mere interessante følelsesændringer, som de fører med
sig, har siet ikke paavirket dramaturgien. Naar vi ser bort
fra nogen uendelig sjeldne forsøk, som godtfolk kalder fan
tastiske, kan vi si at vor tids kunstneriske bestræbelser ikke
har hat nogen virkning paa teatret.
Teatret seiv det som kalder sig «alvorlig» er sun
ket ned til de lavestliggende overflateinteresser.
Publikums letfærdighet, kritikkens likegyldighet er med
skyldige i denne tilstand.
Naar direktørene staar foran et manuskript er de bare
optat av én ting: Vil det bringe mig penger eller vil det
ikke. For de har tunge byrder at bære, hvorav den mest
trykkende er skuespillernes begjærlighet.
Disse er forfængelige og arrogante situationens
sande herrer. Deres kapriser og deres despotiske uvidenhet
tyranniserer scenen. Mellem deres hænder blir et verk
ukjendelig. De ændrer teksten, føier til og skjærer bort som
det passer dem, gjør om hele scener, omformer løsningen.
Man betrakter dem som skribentenes medarbeidere, mens de
er deres bødler. (Det samme synspunkt, som ligger til grund
for Pirandellos blodige satire over teatret i «Seks personer,
som søker forfatter».)
«Man faar vælge mellem kunsten og teatret, som kor
rumperer. Den som blir tat imot der maa gi kjøp og stige
ned til det vedtatte eller det skandaløse. Man kunde nævne
de og de skribenter som man i sin tid fandt lovende. Jo,
de er lykkes! Hvert av deres nye arbeider illustrerer deres
fald. Hver sukces er et nederlag.»
I slutten av artikkelen sier han: «Man kan trods alt
ikke bestemme sig til at opgi teatret.
593
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
