Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Axel Otto Normann: Fransk teater efter krigen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Otto Normann.
Kanske en bevægelse forberedes, kanske den eksisterer,
men bare utenfor scenen»
Og han lover at han av hele sin kraft vil anstrenge sig
for at forberede og motivere en renæssanse.
Jeg har citert saa langt fordi det er et citat fra alle tider.
Det kunde med visse ændringer ha været et citat fra 1925
eller med andre ændringer et citat fra Frankrikes mest be
rømte teaterfornyer André Antoine fra 1885.
Da Antoine i 1887 startet Théåtre Libre var fransk
teater stivnet i skablon. Scribe, Sardous,..Alexandre Dumas
den yngre og en hel hær like saa ordrike som intetsigende
efterplaprere, hvis eneste varige fortjeneste er at de er
glemt hadde gjort teatret til et melodramatisk falskneri.
Til den dramatiske føljetonglitteratur svarte en ureel og dekla
matorisk skuespillerkunst, som manglet baade fantasi og
virkelighetssans.
Antoine skapte et teater hvor skuespillerne skulde bevæge
sig og snakke, som de bevæget sig og snakket i det virkelige
liv. Et teater, som gjennem en naturtro og fantasifuld iscene
sætterkunst skulde søke at gjenskape livets egen atmosfære.
Théåtre Libre fremkaldte en scenisk verdensomvæltning. Den
deklamatoriske skuespillerkunst var dræpt. Den moderne
scenetekniks æra var fastslaat.
Antoine hadde egentlig übevisst foretat den nu saa
meget omtalte reteatralisering av teatret ved at skape det
samspil av kunstarter, den likevektige utnyttelse av ordet, av
maleriet, av plastikken, av lyden og lyset, som ogsaa vore
dagers teaterfornyelse er basert paa. Men denne reteatralise
ring blev som franskmændene sier «sans lendemain», fordi
den skuespildiktning som Théåtre Libre gav støtet til bare lot
sig inspirere av én side ved Antoines kunst: dens utvendige
naturalisme. Snart stivnet ogsaa det naturalistiske teater i
skablon. Den tomme unaturlighet var avløst av en likesaa
tom naturlighet. Den tilstand som Copeau antyder i artikkelen
fra 1905, utvikler sig i de følgende aar. Da han aapner Le
Théåtre du Vieux Colombier i 1913 dominerte boulevardtea
trene, og paa boulevardteatrene hersket det jeg i en artikkel
samme aar kaldte «det aktuelle teater».
Et tendensteater, som utnytter dagens motetemaer efter
gamle formler. Det er blit sagt om dette teaters stormester
594
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
