Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Egill Rostrup: Lidt om det moderne theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lidt om det moderne theater.
da hans ydre effekter, hans förnyelser i dekorations- og be
lysningsvæsenet; det frembød ingen større vanskeligheder.
Craigs theorier og Reinhardts praxis skabte hos utallige efter
lignere et theater, der søgte sine virkninger i theatrets under
ordnede faktorer.
Man siger om disse «scenekunstens fornyere», at de har
mod til at forsøge det nye. De siger det seiv. Men det er
falsk. De har ikke mod til at lade være. I vor tid, som er
sensationernes guldålder, kan der maaske kræves mod til
ikke at lave sensationer. Det mod, der fordres til at præ
sentere noget nyt og opsigtsvækkende, er mindre end nul.
Overalt bemægtigede de mange nye og altid geniale sceniske
ledere sig betegnelsen kunst som deres privatejendom : «det
kunstneriske theater» var fremtidigt kun det, der deltog i
den over hele verden gængse imitation. Paa alle andre an
vendte man det nye pragtfulde skældsord naturalisme,
der i vore dage betegner det laveste standpunkt, hvortil et
menneske kan naa. Overalt søgte man at overgaa hinanden
i iscenesætterpaafund ; man blev rost og berömmet i kraft af
nye og altid nye sensationer —, som man i regien laante
andetsteds fra.
Craig havde drømt om, og kæmpet for, et helt nyt theater,
væsensforskelligt fra alt, hvad man hidtil havde set. Det kom,
om end paa en ganske anden maade, end han havde
tænkt sig. Krigstidens og efterkrigstidens økonomiske og aan
delige nød skabte det grumlde mareridt, som kald tes det
expressionistiske theater: sknespil, som i deres forvirrede
formløshed og totale mangel paa handling og karakterteg
ning ikke var andet end oprevne sjæles fortvivlede skrig mod
himlen, mod helvede, mod livet, dekorationer, der syntes
nndfangne og født af komplet sindssyge hjærner, et vanvittigt
orgie af forvredne linier og former og farver, og et ukunst
nerisk misbrug af elektriske projektørstraaler i alle regnbuens
farver. Endelig en skuespilkunst i disse abnorme omgivelser,
en skuespilkunstens negation, i hvilken man ikke tilstræbte
at gengive menneskers liv, men at hyle og brøle idéer frem,
mens man vred sig i et kaos af expressionistiske dansebevæ
gelser, som ikke var expression af noget som helst. Kt
theater, der principmæssigt var uden aand og uden sjæl, et
theater, i hvilket den enevældige iscenesætter herskede med
427
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
