Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Egill Rostrup: Lidt om det moderne theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Egill Rostrup.
sin abnorme scenemaler og sin frække belysningsmester, et
theater, i hvilket skuespillerens kunst var en kneblet og
lænket slave.
Og atter kom en ny strömning ud over theaterverdenen,
denne gang fra Rusland. Alexander Tairoff bragte sit nye
evangelium om «das entfesselte Theater». Theatret skulde nu
frieøres fra forbindelsen med den dramatiske litteratur: den
er nemlig aldeles ødelæggende for theatrets kunst, siger han.
Det er forøvrigt en idé, han har fra Gordon Craig. Theatrets
kunst, siger Tairoff, er skuespillerens kunst. Men denne skue
spiller er ikke bør ikke være nogen menneskefrern
stiller; han er en kubistisk danser, en «synthetisk kunstner»,
som han kalder ham. I følge en theori, han havde danne!
sig, om at den italienske commedia deil’ arte skulde være
skuespilkunstens oprindelige stadium, vilde Tairoff nu frigøre
skuespilleren fra sine «litterære» lænker og vende tilbage til
det, han oprindeligt og egentlig havde været, et konglomerat
af en danser, en sånger og en akrobat. Den evige, rhythmiske,
akrobatiske bevægelse var skuespillerens væsentligste kunst
middel. Og scenens vigtigste virkemiddel skulde og maatte
fremtidigt være dens gulv. Ikke det almindelige flade scene
gulv paa dette, paastaar han, kan der overhovedet ikke
ydes nogen som helst kunst —, men et gulv, der bestaar af
et stort antal platformer, forbundne med saa mange trapper
og skraaplaner, som det er muligt at anbringe.
Kort sagt, Tairoff frigjorde theatret ved at kaste digt
ningen paa porten, ved at forsømme og foragte alle digte
riske værdier; han kastede mal er en ud af scenen og er
stattede hans værk med plastiske, stereometriske figurer; han
jog skuespillerens menneskefremstillende kunst ud af
theatret til fordel for en (dybt misforstaaet) commedia deil’ arte
theori; og han lod sine usalige skuespillere danse hvileløst
rundt paa kolorerede fläder i forskellige hældningsvinkler og
paa de sælsomste trappesystemer. Sceneinstruktøren herskede
souverænt og de elektriske lyskastere ilammede ildrødt og
irgrønt fra oven, fra siden og fra neden. Theatret var i sand
hed «frigjort for sine lænker».
Da Tairoffs theater kort efter den russiske revolution
optraadte paa gæstespil i Paris, skrev den franske theater-
Jkunsts største navn, André Antoine: «Alting i disse forestil-
428
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
