Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Poulsen: Nygræsk Folkedigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvert Klangjern en Præst, hver Klokke en Diakon.
Nygræsk Folkedigtning.
Jeg bad om Folkesangen om Konstantinopels Fald i 1453f
der skildrede Tyrkerhærens Indbrud under Messen i den hel
lige Sofiakirke. Den var under Balkankrigen levet op igen,
i den korte Tid, da man ventede Konstantinopels Fald og
«Byens» Generobring ved den daværende Kronprins Koiv
stantinos.
Sangen blev pragtfuldt foredraget, idet Skolelærerne sang
for, og lyder i Oversættelse saaledes:
«Det toner fra Gud, det toner fra Jord, det toner fra alt under Himlen.
Det toner fra den hellige Sofiakirke, fra det vældige, store Kloster.
Fra 400 Klangjern det lyder og fra 62 Klokker,
Til venstre toner Gud Herrens Hymne, til højre messer Patriarken,
og Søjlerne nøstes af Salmens brusende Toner.
Da Cherubsangen var begyndt og Hymnen var endt,
lød der en Bøst fra Himlen, fra en Erkeengels Mund:
«Hør op med Cherubsangen, lad de hellige Toner tystne.
I Præster, tag Eders hellige Ting, I andre, sluk Eders Kerter!
Thi det er Vorherres Vilje, vor By er i Tyrkernes Vold.
Kun send mig et Bud til Frankernes Lande, at tre Skibe maa komme hid,.
et for at tåge det hellige Kors, et andet den hellige Skrift,
det tredie Skib, det fagreste Skib, skal bære mit Alterbord bort,
at ikke dé Hunde skal tåge det med sig og grundig svine det til.»
Da skælved Guds Moders Billed, og alle Ikonerne græd.
«Vær stille, Gudsmoder, o, græd ikke saa, thi atter, nåar Tider er rundne,
atter en Gang, nåar Aar er gaaet heden, skal Kirken igen blive din.»
Samme Aften hørte jeg Sangen om Patras’ Indtagelse i
1821, da Tyrkerne dræbte alle Mændene og solgte Kvinderne
og Børnene som Slaver. Det er i denne Sang, hin lille Strofe
første Gang förekommer, der er bleven klassisk og gentaget i
mangen sørgmodig Vise senere hen :
«Døden har Trøst og Dødsgudcn Medynk, men de Levendes Adskillelse har
Saadan har de lidt og sunget i Sorgen, nåar Mødre og
deres unge Døtre blev reven fra hinanden og solgt til hver
sin Herre.
I det første Udgravningsaar 1926 hørte jeg en Fyraften
vore Arbejdere synge Kleftesange omkring Baalet. De sang
om Mesolonghis Fald, Visen, der har en Ørn til Helt, der
ingen Trøst.»
131
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
