Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Dansk national Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Bukdahl.
det unge og dog saa gamle Norge, men ogsaa Styrke i Be
vidstheden om en fælles Fortid. Dette Fællesskab er det
sande irrationelle i et Folk, Romantikerne kaldte det Folke
aanden, Gloserne er mange, men Yirkeligheden er én. En
indre Virkelighed, der kan bære den ydre modsætningsrige soci
ale, politiske, kulturelle. Den er ikke populær i disse marx
istiske Dage, hvor al Historie er ved at blive ydre Historie
af social og økonomisk Art. Den er naturligvis en Trossag
og Psykoanalytikerne vil henføre den til Suggestionen. Men
dog har Historien Eksempler paa, at den kan afføde Mirakler.
Et Folk kan rejse sig paa en saadan indre Virkelighed. Thi
det er alene i Kraft af denne, at det er uovervindeligt.
Nu nok om dette. Fra Danmark har man vanskeligt
ved at forstaa de sande Aarsager til Kulturstriden heroppe.
Men nu omvendt. Hvorledes staar det til med Norges For
staaelse af Danmark, det aktuelle Danmark, der er en Frugt
af Arbejdet efter 1864 med at vinde indad det der udad er
tabt? Norsk Forstaaelse bliver ofte her bremset af det, der
populært kaldes det danske Smil. Man studser, stejler og
bliver forarget. Tager man da ingenting alvorligt dernede.
Naar Bjørnson kom ned med sit Fjældalvor og sin omsorgs
fulde Hjælpsomhed af internationalt Format var dette Smil
ham en Pine, der i Stedet for at bringe ham til Eftertænk
somhed yderlig stimulerede hans Alvor til den Pathos, der
skal til for at skille Engifte fra Mangegifte. Han lærte aldrig
at forstaa dette Smils Psykologi, han afviste kort Kierkegaard
og holdt sig til de mere naive og aabenhjertige: Grundtvig
og Brandes. Ibsen forstod jo nok noget mere, men han valgte
omsorgsfuldt at tie og spille Sfinks. Den der forstod aller
mest var Kielland, han befandt sig som Fisken i Vandet i
København. Ogsaa han havde et norsk alvorligt Forehavende
for, men med Maade og kun i Litteraturen, i Privatlivet gav
han Livets lattermilde Guder sit.
Nu er dette Smil ikke saa ligetil, det er i Slægt med
Vinjes Tvesyn og fremgaaet af samme psykologiske Forud
sætninger, men det skjuler bedre det, der skal skjules og
røber finere det, der skal røbes. Det er et Dobbeltsmil, det
er tragisk fordi det rinder af et Misforhold, der skal skjules,
det er komisk fordi dette alligevel mislykkes. Det er dia
lektisk. Det tindrer som en Dobbeltstjerne over dansk natio-
400
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
