Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Dansk national Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk national’ Kunst.
Johannes Jørgensen Pilgrim, gik ind i den katholske Kirke og
vender sig som Polemiker mod den Livsanskuelse han forlod,
den frodige, grøderige, livsnære og pantheistiske Naturalisme;
men samtidig oplever han Emigrationens Hemmelighed, som
er den: hvad du flygter for, skal du naa; midt mellem de
store Helgenbiografier om den hellige Frans og Katharina
udgiver han sit maaske skønneste Værk: «Goethebogen», det
er hans «Naar vi Døde vaagner», hele hans ensomme, tung
sindige, frodige Ungdom staar op og gror og grønnes i den
store Germaners Skygge; hans nordiske Gemyts fineste Anlæg
foldes for Alvor ud i det latinske Lys; som Aarene gaar bli
ver han enklere og mere dansk i sit Sprog, mere og mere
vinder han tilbage den Vej, han har gaaet, tilsidst skriver
han «Mit Livs Legende», hvor alle Vandringens Stadier ses i
Sammenhæng og Liv og Kunst bliver et.
Ogsaa Sophus Claussen drog ud, til Paris, og hans pro
vinsgrønne Ungdom med dens Idyl og gavtyveagtige Charme
forvandles i et Sammenstød med Virkeligheden og nye Toner
kommer i hans Digtning, hemmelige og farlige Essenser gærer
i den, han havde før været en pantheistisk, burlesk Livs
nyder, nu blev han en tragisk Dionysiker. Det var saaledes
han blev ensom. Som Dionysiker vilde han leve Øjeblikket
til Bunds men fandt Evigheden. Som Emigrant vilde han
opsøge al Jorderigs Skønhed men fandt Forkrænkeligheden.
Det forkrænkelige og det evige, det er den gribende Grund
tone i Digtsamlingen «Heroica», hvor det snurrige og det su
blime ofte sætter hinanden Stævne i sære snørklede Vers, der
i Form svinger fra det antikverede nu pudsigt virkende Hexa
meter til den lyse Folkevisetone. Stuckenberg endelig blev
hjemme, men med Udlængselens Ve i Hjertet. Han over
vandt den fremskridtsoptimistiske Naturalisme og udvandt af
sit Møde med Virkeligheden en personlig elegisk-patetisk
Realisme. Hverdagene blev ham en Skærsild, hvori han
hærdedes og blev seende, saaledes fandt han sit Motiv, der
enstonigt klinger igennem baade i hans Prosa og Lyrik:
Kærligheden og Hverdagen; Kærligheden, der gør seende,
hvor Forelskelsen bare gør blind. Og Hverdagen der er vort
Livs sande Valplads som ingen Drømme eller Længsler kan
flytte os fra uden gennem Selvbedraget, det romantiske Seiv
bedrag, der altid giver Bagslag. Derfor blev den stoiske For-
411
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
