Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ida Bachmann: Amerikaneren Eugene O’Neill
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
But the man I loved saved me.»
Ida Bachmann.
There is peace in the deep sea,
But the surface is sorrow.
«When love is not loved it loves Death,
When I sank drowning, I loved Death.
When the pirate’s knife gleamed, I loved Death.
When fever hurned me, I loved Death.
Men admiral Polo, der kun kan tænke sig sygdom som aarsag
til en saadan melankoli, beder om lov til at se hendes tunge.
Allid efficient, inhuman.
o’Neill er lyriker, men han lader kun lyrikken indgaa som
en del af sin digtning, der er drama.
Efter «Strange Interlude» (1928) ligger det lige for at tænke
«alt dette kunde meget letlere siges i romanform» men
o’Neill bliver haardnakket i sit element, dramaet og netop
derfor maatte han blive dets reformator.
Men selvom han skriver alt som skuespil, overvejer han
aldrig, om det, han skriver, vil egne sig for scenen. «Jeg skri
ver, hvad jeg har at sige, og dermed basta,» har han engang
sagt, «og hvis det kan blive vel spillet —ja, saa meget desto
bedre!» Dog, da han havde skrevet «Lazarus laughed» (1927),
indsaa han, at dette kunde umuligt opføres, og han dedicerede
bogen til det læsende publikum, idet han gav den undertitlen
«a play for an imaginary theatre». Trods det er stykket blevet
opført i Moskva og i Pasadena, Californien; og det maa ind
rømmes, at naar det kan lade sig gøre, da er alt muligt, og der
er ingen som helst grund for forfatteren til at tage hensyn.
Lazarus, der er kaldt tilbage til livet af Kristus, har en glo
rie om hovedet, og hele hans legeme lyser af en svag slraale
glans. Hans repliker er kun faa og hans rolle iøvrigt a t være
at leve, at straale, at le sin livsbekræftelse ud «som fuglens
sejrssang i himlens dybder, stolt og mættet med en smittende
kærlighed, der spreder et magisk trylleri over alle, der hører
det», og som til sidst «hæver sig op og fortaber sig i det
fjerne som hans sjæls flugt tilbage til det uendeliges skød».
Hvis det kan gengives paa en scene, da har o’Neill ikke blot
brudt en enkelt mur ned. Da har han sprængt dramaels
grænser!
?Jeg har til hensigt at bruge alt, hvad jeg kan gøre til
528
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
