Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ida Bachmann: Amerikaneren Eugene O’Neill
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lazarus ler!
Foraaret ler fra jorden !
Sommeren ler under himlen
Lazarus ler!
Og disciplene faldt i søvn i Getsemane have.
Amerikaneren Eugene o’Neill.
Ekstasen staar og falder med Lazarus, den umaskeredes
nærværelse. I store rytmer stiger og daler bølgen gennem
de fire akter tro paa livet naar Lazarus er nær, og frygt for
døden naar han er borte. Mennesket kan ikke lære, hvad det
ikke ved. Det glemmer.
o’Neill har ofte bevist, at han ikke mangler humor. Men
naar det kommer til selvkritik, svigter den ham nu og da,
uheldigvis. Saaledes har han ikke, idet han lader Lazarus blive
fem å ti aar yngre for hver akt, forudset, at der vilde være
folk med fantasi, der uvægerligt vilde lade ham leve ind i en
uskreven akt og der forestille sig ham i barnevogn, med sut.
Og naar han i den dramatiske klimax i «Great God Brown»,
hvor Brown har skudt sig seiv, lader fire mand komme bærende
møjsommeligt ind paa scenen med en af Browns masker,
da har han heller ikke indset, at det indebar den samme
humor, som naar Chaplin koger sin gamle støvle juleaften og
omhyggeligt suger snørehullerne i den illusion, at det er
gaaseben.
«Strange Interlude» er Freud paa teater. Det er de usagte
ord, de hæmmede handlinger, der er primus motor i det sæl
somme mellemspil mellem fødslen og graven. Det var der
for ikke mere tilstrækkeligt for o’Neill at bruge den billedlige
form for selvets afsløring masken som han havde
eksperimenteret med i to af sine værker. Endnu før han var
naaet til at kunne anvende denne teknik tilstrækkelig fuld
komment til at udtrykke det tilsigtede, maatte han sin pionér
natur tro videre til nye eksperimenter.
Alt det, der bevæger sig i et menneske, alt det, der ligger
bag det afmaskerede ansigt, det maatte han nu have frem paa
scenen. Alt det, der aldrig vil vise sig i minespillet, maatte
frem, tydeligere end minespil kunde gøre det, og alt det,
Havet ler!
Vore hjerter glædes
Latter som musik !
Vinden ler!
531
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
