Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ida Bachmann: Amerikaneren Eugene O’Neill
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ida Bachmann.
der aldrig bliver udtalt, maatte frem, men mindre direkte end
i repliken. Og o’Neill maatte opfinde en ny replik, hvorved
han skaffede det underbevidste — «the stream of consciousness»,
eller man burde her snarere sige «the stream of u n conscious
ness» udtryk i dramaet.
Den nye replik, som o’Neill her har indført, er langt
fra at være identisk med den gamle «afsides» replik, lige saa
lidt som hans maske-teknik var den græske. «Afsides»-
repliken var en oplysende eller fortrolig meddelelse til pu
blikum, bag om ryggen paa stykkets øvrige personer. Men
o’Neill’s under-replik er lidt af det mylder af utænkte tan
ker, uvilkaarlige ideassociationer, instinktive haab og inderste
længsler, der kan røre sig bag et menneskes tale og handlin
ger, og ofte ganske modsat disse.
Bedre end noget andet af hans tekniske eksperimenter
siden «Desire under the Elms» er dette lykkedes o’Neill. I
«Strange Interlude» er den mur, der staar mellem det bevidste
og det übevidste, revet ned; tale, tanker, følelser og længsler
smelter umærkeligt sammen til en enhed, og for os staar
det blottede menneske i al sin elende og skønhed.
Ikke blot udadtil, men ogsaa i sin indre handling er
«Strange Interlude» Freud: tre menneskers lykke bygget paa
videnskab og psykoanalytiske diagnoser dog med det re
sultat, at det ikke er raadeligt at eksperimentere med andre
liv end de eencellede i bakteriologens laboratorium.
Der er ingen tvivl om, at dette stykkes umaadelige længde
er tilsigtet fra forfatterens side. Skønt mange af replikerne
og underreplikerne er overflødige, saa overflødige, at man føler,
at det, der vilde have været rigligt ved antydning, nu slaar
fejl ved at hamres i med 4-tommersøm, og skønt det teater
mæssigt vilde have været bedre at slutte efter sjette eller sy
vende akt, skal alting siges, skal handlingen trækkes ud
over sin spændkraft: Ninas længsel efter til slut at faa lov at
visne bort i stilhed finder genklang i mange trætte sjæle blandt
tilskuerne, der har en tydelig fornemmelse af at have gennem
levet et eller tre menneskeliv i løbet af de fem timer
«Strange Interlude»s ni akter varer.
I o’Neill’s sidste værk, «Dynamo» (1929) der kun er
første del af en trilogi, og som derfor ikke skal behandles
her spiller underrepliken en lige saa stor rolle som den
532
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
