Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ida Bachmann: Amerikaneren Eugene O’Neill
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Amerikaneren Eugene o’Neill.
direkte replik, mens den vel kan siges at være det overvejende
element i «Strange Interlude», og O Neill hævder at ville an
vende den i fremtiden. Det er hidtil den form, der
passer bedst paa det, han har at sige.
Med et romantisk suk kan man saa tænke tilbage paa de
gamle græske dramatikere, af hvem ONeill har lært saa meget,
men som han nu tager saa skarp afstand fra og tænke:
de sagde mere med deres usagte end O Neill med sine mange
sagte ord. Men udviklingen formaar man ikke at skrue tilbage.
Grækerne havde stoffet givet, idet deres dramer altid
byggedes over heltesagnene. Det var en hemsko, idet digte
rens fantasi ikke maatte bevæge sig stort ud over det velkendte;
men samtidig var det en dobbelt fordel; han øste af en af
de rigeste kilder, vor kultur har kendt, og idet handlingen
var kendt af alle tilskuerne havde han i dem en flok
meddigtere siddende op ad Akropolis’ skraaning. De kunde
opfatte det fint antydede, og fra det digte sig ind i tragediens
dybder. Ikke alene har de maattet digte sig til det manglende
sceneri, men ogsaa til ansigtet bag masken og livets kval bag
det. Korene blev sunget med musik, der formodentlig
ikke var alt for «talende» de, navnlig i dramaets vorden,
ret sparsomme dialoger blev fremsagt og det var netop
tilstrækkeligt til, at tilskuerne kunde se den dybde af usagt, der
laa bag det sagte.
Denne arv af det usagtes værdi er ganske vist holdt
daarligt i hævd ned gennem tiderne; men o’Neill er dog den
første, der helt frasiger sig den og drager dramaets dybder op
til overfladen. En udtalelse, en af tilskuerne kom med ved
«Strange Interlude»s opførelse i New York «Det virkersaa under
lig tladt», bliver forstaaelig ved denne sammenligning. Per
spektivet forsvinder og med det tumlepladsen for tilskuerens
fantasi.
Dog andre tider vil andre former. Og det vil allid
kræve kunst at opfatte kunst. Er alt sagt, det er dog aldrig
sagt ens af to kunstnere, og tilskueren maa dykke ned i sig
selv for at fmde tilsvarende erfaringer eller række ud over sig
seiv og gøre kunstnerens syn til sit eget. For at citere Walt
Whitman, «stream-of-consciousness»-kunstens første profet:
533
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
