Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Erik Arup, Danmarks krise 1863
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danmarks krise 1863.
11
regering ikke vilde have fraraadet kongen at underskrive,
medens sir Augustus efter sin egen skildring ganske anderledes
har udfoldet sig i denne; først har han meddelt David den
modtagne telegrafiske instruktion i en skærpet formulering,
nemlig at den engelske regering tilraadede udsættelse af
underskriften, omend den dog var utilbøjlig til at intervenere i sagen,
men dernæst har han saa holdt et større foredrag, hvori han
har anført alle de grunde, der efter hans private mening
talte for, at kongen straks underskrev. For hvem holder
Paget dette foredrag? For David, der efter sir Augustus egen
forklaring allerede i den første samtale har været ganske
klar over, at kongen maatte underskrive.
Naar to samtidige førstehaands-beretninger staar i en saa
fuldstændig indbyrdes modstrid, har den kritiske forsker
naturligvis kun eet at gøre, nemlig at undersøge, hvilke aarsagerne
hertil er, thi kun ad den vej kan han naa frem til den
bagved liggende virkelighed, hvis rekonstruktion er hans forskens
maal. Prof. Friis har imidlertid ved gennemlæsningen af
Pagets depesje af 19. novbr. faaet den besynderlige idé, at
denne er egnet til at bevise, at Davids beretning af 2. decbr.
er helt igennem rigtig, skrevet som den er for at tilintetgøre
det udspredte uforskammede rygte, at kongen har søgt
Englands raad, inden han underskrev. Dette skäl nu bevises
ved hjælp af Pagets beretning. Denne bevisførelse er
hovedindholdet af prof. Friis afhandling; dens vanskeligheder
bevirker de hundrede sider.
Vi ved alle fra utallige eksempler af en nu forældet og
forladt historieforskning, hvortil det fører, naar historikeren
vil forsøge paa at forene to aldeles modstridende kilder.
Følgerne er, at han kun opnaar dette ved at øve vold mod
kildernes indhold og tekst, og at det maal, han tilstræber, endda
slipper ham af hænde, oftest uden at han selv mærker det.
Prof. Friis afhandling afgiver alle eksempler herpaa.
For ikke at gaa formeget i detailler skäl jeg her kun
kort anføre, hvorledes prof. Friis mener at komme ud over
den absolute modstrid, der er mellem de to beretninger
med hensyn til Pagets udtalelser i den første samtale. Prof.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
