Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan Hvidtfeldt, Förvaltningspolitik under Christian den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
Johan Hvidtfeldt.
som kunde bringes til anvendelse overfor kongen, hvis han
ikke overholdt haandfæstningens bestemmelser. Den adelige
vaabenmagt, lensmændenes udbud, betød ikke særlig meget
mere. De hvervede landsknægte var kærnen i hæren. Og
deres øverste krigsherre var absolut og uomtvistelig kongen.
Rigsraadet kunde ikke hindre kongen i at hverve saa mange
tropper, han ønskede, og kunde ikke befale over en eneste
af kongens lejeknægte.
Faktisk var kongens stilling derfor ret stærk. I de
første aar var forholdet til adelen udmærket. Wulfgang von
Utenhof siger, at han i begyndelsen af sin regering havde
vist sig som en god, mild, retfærdig mand, huldsalig mod
enhver 1. Og i disse rolige aar gik rigsraadet ogsaa med til
adskilligt, som egentlig var forbudt i haandfæstningen. Men
saa kom krigen mod Sverige. Kongen maatte ikke begynde
krig uden rigsraadets samtykke. Og efter hvad der i 1523
blev hævdet fra oprørernes side, havde rigsraadet ikke givet
tilladelse til denne krig mod den gamle arvefjende2. Og
krigen førte uendelige byrder med sig. Landet maatte
økonomisk anstrenge sig til det yderste. Laan af mere — og
især mindre — frivillig art blev optaget. Skat paa skat
ud-skreves. Cise blev paalagt. Tolden forøget. Men det var
rigsraadet, der havde skattebevillingsmagten. Fra regeringens
side synes man at have sat sig ud herover. Man greb
derimod til en anden udvej for dog at dække sig. Kongens
sekretærere sendtes ud for at forhandle med byerne om
eisen 3. Antagelig har man ogsaa — saaledes som det senere
var tilfældet — forhandlet med gejstligheden enkeltvis.
Frem-gangsmaaden var klog, forsaavidt som de enkelte selvfølgelig
ingen modstandskraft havde til at nægte kongens
repræsentanter de ønskede afgifter. Byerne gik med til eisen uden
at gøre indvendinger. Men lovmæssig var fremgangsmaaden
1 Danske Magazin 3. r. III. 11.
2 Det store klageskrift § 29 (Fredrik den førstes registrant C. fol.
351 a).
3 Indk. breve til Danske Kancelli 1519 26/t—19/s R. A.; Behrmann:
Kong Christian den Andens Historie II. 124 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
