Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stockholm — Montmart r e
71
Hos min kjære gode gamle Montmartregut, Robert Thegerstrøm,
med frue og datter var jeg sammen med den uforlignelige Bruno
Liljefors, Karl Nordstrøm, Krøger, grev Sparre, Pauli og
kunsthistorikeren Laurin. Og fru Tekla Nordstrøm, som jeg ikke hadde set siden
dagene i Grez sur Loing. Hun som altid lo saa det blev en varm
sommerdag omkring hende. Og nu ikvæld var det som hun kom
smilende like ut fra løvhytten i Laurents have, hvor hun sat og blev
mo-delert av Ville Wallgreen, fire og tyve aar efter.
Der var triste mørke vinterdage i Stockholm, ingen brydde sig om
mit „Digt om Livet" og mine gamle pariservenner var som sagt spredte
omkring i Saltsjøbaden, Storengen, Dalarne og andre steder. Jeg blev
sky og trist og stundet hjem.
Men Strindberg burde jeg i det mindste se, før jeg reiste, og en
tidlig morgen gik jeg op i „blåa Taarnet" øverst oppe. En gammel
pike feiet paa gangen.
Strindberg?
Jo — ja. Hvad vilde jeg ham? Herren faar ringe paa. — Og jeg
trykket og ringte.
Endelig kom hastige skridt og en behandsket haand viste sig i den
svære aapning i døren for postkassen; ja, den syntes at staa færdig til
at opsluke al verdens literatur.
Den graahandskede haand begyndte at tromme nervøst paa dørspeilen.
Hvad ni ønsker?
Hilse paa hr. Strindberg. Jeg sa mit navn.
Nei, det kan de ikke, men kanske var det noget jeg kunde
forebringe. —
Nei tak!
Og hansken forsvandt og jeg ned „blåa Taarnets" svingtrappe.
Det var jo ham selv med hansken.
Og jeg skjønte han var morgengrætten og at Goeethe eller Schaks-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
