Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Det gamle skilderi
peare netop maatte ha plyndret ham og utnyttet nogen av hans bedste
ideer.
Gunnar Heiberg og Strindberg bodde i Kjøbenhavn. Strindberg
var ofte rasende over at hans bedste dramaer allerede var skrevne av
andre.
En morgen kommer Heiberg ind til Strindberg, som dyster og
truende sitter ved sit arbeidsbord.
Med sit lønske, brede smil sir Heiberg: Har Goethe tat no fra dig
igjen naa da?
Jeg hadde pakket og betalt i hotel Rydberg, om en time gik
nattoget til Kristiania. Idet jeg skulde forlate værelset staar Dick der for
at si adjø.
Jeg var rørt og stammet noget om hvor grepet jeg var over hans
„Riddaren" dens mystiske indre farveglød — noget sludder om
Rembrandts — ja ogsaa Rembrandt hadde noget av det — indre, kanske
ogsaa utvendige varme. —
Og med sin dype ro i stemmen, som samtidig beroliget og
overbevidste, stod han der i den aapne dør og samtalte.
leg vil helst skrive til dig om dit billede, sir han.
Saa sier han lavt og bevæget, min hustru er saa syk. Ja du, livet
— livet, og klappet mig over venstre brystlomme.
Men da knittrer det i et elendig silkepapir, som et par hansker var
indpakket i. —
Og stemningen brast. —
Paa stationen mødte Karl Nordstrøm op med nogen kammerater
— og til min sorg og skam ropte de hurra for mig.
Aa, herregud! Nei nei! sa jeg. Nei, nei, ikke det!
Og saa skjulte jeg mig i kupeen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
