Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Fiskeren"
87
Han fløiter op, vi staar urokkelig stille.
Tvit — tvi titt! svarer det.
Han tar i lommen og strør noget frø bortover, og en liten spurv,
ja ikke disse skidne røvre fra gaten — nei en orntli fugl fra landet —
slog sig ned tætt ved. Dette er lille [Margots, sa han. Og da jeg saa
op var han saa forandret, likesom det feilte ham noget. Men smilte
og bad mig undskjylde.
Saa kom flere saanne fugle, men de var mere sky, og fløi opi
løvet med det de hadde fundet.
Han tok mig i haanden og sa: Tak, tak kjære ven. Men dette —
han kjælte haanden mot stammens fine bark — det voxte op fra hendes
hjerte den første vaar hun sov her.
Saa takket jeg disse brave gode gamle og gik ut i det vinterlige
hare Parisersolskin, men syntes at en saa mørk trist vinterdag hadde
jeg aldri oplevet der hjemme — fjernt fjernt, der nord i Juvdal.
Da jeg saa var vel hjemme og alt var vel, sir min kone at gamle
Pikoppen hadde lagt igjen et brev eller noget, som han hadde fundet
deroppe efter fiskeren, men skjønte det ikke.
Jo, det var Holmens skrift. Et par vers paa fransk — men jeg
oversætter det her i Prosa:
Aften.
Margot! Aa gid du kom, løftende de smaa faste arme mot min seng
og de morsomme øjne og de bedende klynk om at faa ligge og smile
jamsids din stakkars Baba —
Falle plusslig over min magre stygge kind, med den bløte halvt
aapne mund. —
halvt aapen og fuktig, saa jeg kjendte den længe —
slik som da du var her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
