Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
død, og at ikke en eneste maatte svigte «notre Joffre».
Vi var dødsens trætte. Hver nerve skalv av
anstrengelse og nattevaak.
Lægerne gav hverandre indsprøitninger for at
kunne holde sig opreist og vaklet hen til
operationsbordene, hvor den foreløbige, allernødvendigste
behandling kunde foregaa. Vi gik omkring som
skygger, time efter time, og der strømmet fremdeles
saarede ind.
Spørgende saa vi paa hverandre: Men Herregud,
tar det da aldrig ende, dette frygtelige slagteri?
Men det værste, det som pinte os mest, var
tanken om at muligens ogsaa dette store offer var
forgjæves.
De kom bærende ind med en av de unge
soldater. Jeg la til en begyndelse ikke videre merke til
ham. Lægerne tok imot ham som de andre. Klærne
blev klippet av ham. Benene var skudt bort av en
granat. Han blev forbundet og fik midlertidig plads
i min avdeling. Det var ikke tale om at transportere
ham videre.
Han var like utenfor dødens port.
Hans krøllete kastanjebrune haar laa uredig rundt
det bleke ansigt. Øinene var dype, blaa og næsen
litt krum.
«Søster,» hvisket han. «Søster, det er saa rart,
jeg føler det likesom jeg ikke har non ben, hvordan
er det?»
/
«Sørg ikke for det, lille ven — Gud han er snil,
han hjælper dig nok.»
«Tror du jeg dør da?» spurte han med et
ængstelig blik.
«Saa kommer du op blandt englerne og faar
vinger,» sa jeg.
«Saa behøver jeg ikke ben,» sa han og smilte.
«Nei,» sa jeg, «der oppe er der intet savn.»
«Søster, ta frem den lille medaljonen paa mit bryst.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
