Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Jeg tok frem en liten rund guldmedaljon som
hang i en tynd silkesnor om hans hals. Utenpaa
hadde den en forglemmigei i blaa emalje indrammet
av smaa hvite perler.
«Aapne den søster,» bad han.
Jeg aapnet den, og saa at den indeholdt to
miniaturportrætter: et av en middelaldrende dame
og et av en ung pike paa en seksten, sytten aar.
Han pekte paa den unge pike, «det er Claire, min
Claire. Ku er hun nede i syden paa Chateau Fleuron.
Hun er sikker — hun er sikker.»
Han saa paa den ældre dame, og hans ansigt
lyste op i et stort smil: «Det er mama — min
mama —» han trykket billedet mot sine læber og
kysset det.
Han blev blekere og blekere. Jeg gav ham en
kamferindsprøitning. Han saa med store forvildede
øine paa mig.
«Det er saa deilig at være hjemme igjen. Hvor
her er fredelig og godt, og saa lunt. Det regner
ikke herinde som ute i løpegravene. Det rinder ikke
vand ned langs væggene heller. Aa nei saa deilig at
være hjemme igjen — hos dig mama — søte, snille
mama min,» han grep mine hænder.
«Du er mama, er du ikke mama?»
«Jo nu er du hos mama, gutten min, lig nu bare
rolig og luk øinene.»
Han lukket øinene for bestandig, idet han trykket
min haand og hvisket: «Aa mama min.»
Han var i dette øieblik verdens lykkeligste
menneske. Han hadde en mor som han elsket.
I dødstimen var Claire intet, men mor alt.
Jeg tok frem den lille dødsplaten, hvorpaa hans
nummer stod, og fandt derved ut hans forældres
adresse.
Jeg skrev til moren og gav hende en meddelelse
om hendes søns sidste øieblikke, og fik følgende svar,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
