Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En kujon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
»Lad ham seiv . . . Bliv hos ham, jeg kan
ikke.«
Hun gik ud, idet hun holdt hænderne for sit
ansigt og rystede af tilbageholdt hulken; jeg satte
mig ved sengen og ventede, til Kusma skulde vaagne.
Dødsstilhed herskede i værelset; alene lommeuret,
som laa paa et lidet bord ved sengen, tikkede med
sin sagte klang, og desuden hørtes den syges tunge
og langsomme aandedræt. Jeg saa paa hans ansigt,
men kjendte ham ikke; det var ikke, fordi hans trask
var saa forandrede — nei; men jeg saa nu paa ham
i et for mig aldeles nyt lys. Jeg havde længe kjendt
Kusma og var hans ven, — uagtet der ikke netop
eksisterede noget intimt venskabsforhold os imellem;
men aldrig havde jeg havt anledning til at faa et
saa dybt indblik i hans stilling som nu. Jeg kom
til at erindre hans liv, hans sorger og glæder, lige
som de havde været mine egne. I hans kjærlighed
til Marja Petrovna havde jeg til denne tid seet for
raeget den komiske side; men nu forstod jeg, hvilke
kvaler dette menneske har maattet lide. Skulde
han virkelig nu svæve i fare! tænkte jeg. Det er
ikke muligt; et menneske kan da ikke dø af en dum
tandpine. Marja Petrovna græder over ham; men
han vil blive frisk, og det vil blive godt igjen.
Han aabnede øinene og fik se mig. Uden at
forandre udtryk i sit ansigt begyndte han at tale
langsomt, idet han gjorde en liden stans tor hvert ord.
»Goddag . . . Du ser, hvorledes det er med
mig . . . Det lakker mod enden. Saa uventet . . .
dumt . . .«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
