Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Et smukt, spodsk ansigt saa ham i øinene og
forsvandt.
»Og hende? Har jeg ogsaa elsket hende? Det
lader sig ikke negte, vi har leget nok med følelser.
Men, saa forekommer det mig, dengang talte og
tænkte jeg oprigtig . . . Hvormange kvaler var det
ikke! Og da lykken kom, viste den sig overhoved
ikke at være lykke, og om jeg dengang virkelig
kunde have befalet tiden: »Vent, stop, her er det
godt«, saa vilde jeg dog have betænkt mig, om jeg
skulde give en saadan befaling eller ikke. Og saa
igjen, meget snart, var det allerede nødvendigt at
jage tiden fremad . . . Men ikke tænke paa det nu!
Jeg maa tænke paa det, som var, og ikke paa det,
som syntes at være.
Men deraf var der meget lidet igjen; alene barn
dommen. Og af den var der i erindringen kun
blevet tilbage usammenhængende brokker, som
Aleksej Petrovitsch nu med graadighed gav sig ifærd
med at samle.
Han kora da til at huske det lille hus, sove
kamret, hvor han sov ligeoverfor sin fader. Han
huskede det røde forhæng, som hang over faderens
seng; hver aften, naar han holdt paa at sovne ind,
saa han paa dette teppe og fandt paa dets under
lige mønstre altid nye figurer: blomster, vilde dyr,
fugle, menneskeansigter. Han huskede morgenen
med lugten af straa, hvormed man varmede op.
Den lille Nikolai havde allerede baaret hele gangen
fuld af straa og stak hele fanger deraf i ovnen. Det
brændte lystig og klart og røg med en behagelig,
lidt skarp lugt. Lille Aleks var allerede færdig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
