Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
om han ikke vilde vække mig, men derimod af
al magt anstrengte sig for ikke at forstyrre min
søvn.
»Hvad vil De?«
»Chefen kalder Dem.« Men da han saa, at jeg
spændte min porte-epée med bajonetten paa mig,
tiltøiede han: »de sagde: før ham hid, som han
staar og gaar!«
I Zajikins telt samledes et helt kompagni. For
uden verten var der endnu to officerer: regiments
adjutanten og artillerikaptein Ventsel. I 1877 bestod
bataljonen ikke som nu af fire regiraenter, men af
fem; paa marschen gik jægerregimentet bagerst,
saaledes at vort regiment med sine to sidste rækker
stødte sammen med de første af hint. Jeg kom til
at gaa næsten midt mellem jægerne; paa den maade
havde jeg allerede flere gange havt anledning til at
høre onde udtalelser om stabskaptein Ventsel. Alle
fire sad omkring en kasse, der gjorde tjeneste som
bord, og hvorpaa der stod en samovar, glas og
flasker, og drak te.
»Hr. Ivanoft! Vær saa god, vær saa god!«
raabte kapteinen. »Nikita! En kop, et krus, et
glas, eller hvad Du har for haanden. Undskyld,
Ventsel, lad ham faa en liden plads!«
Ventsel reiste sig og bukkede elskværdig. Det
var en mager, ung mand af middels vekst, bleg og
nervøs. »Hvor urolige øine og tynde læber han
har,« haldt det mig ind. Adjutanten rakte mig sin
haand uden at reise sig.
»Lukin!« præsenterede han sig kort.
Jeg folte mig ikke vel der. Officererne taug;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
