Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Ventsel slurkede i sig te med rom i; adjutanten
røgte paa en kort snadde; fændrik Stebjelkoff nik
kede til mig og fortsatte med at læse i et fillet bind
af en roman, som i hans kuffert havde gjort reisen
fra Rusland til Donau og vel siden skulde vende
tilbage til Rusland i en endnu mere sønderreven til
stand. Verten skjænkede i et stort lerkrus med te
og heldte opi en ordentlig portion rom.
»Se her, hr. student! Bli v ikke vred paa mig;
jeg er et ligefremt menneske. Ja alle vi her, ved
De, er ligefremme mennesket. Men De er en
dannet mand; De maa derfor undskylde os. Saa
er det, ikke sandt?«
Og med sin store næve greb han min haand,
ligesom en rovfugl griber sit bytte, og rystede den
flere gange i luften, idet han saa venlig paa mig
med sine opspilede, runde, smaa øine.
»Er De student ?« spurgte Ventsel.
»Ja, jeg har været det, hr. kaptein.«
Han smilte og løftede sit urolige blik paa mig.
Jeg kom til at tænke paa soldaterhistorierne; men i
det øieblik begyndte jeg at tvile paa deres sandhed.
»Hvorfor siger De dette »hr. kaptein«? Her i
teltet er De blandt Deres lige. Her er De simpelt
hen en intelligent mand sammen med andre saa
danne,« sagde han sagte.
»En dannet — ja, det er sandt!« raabte Zajikin.
»Student! Jeg holder meget af studenter, om de
end er lidt rebelske af sig. Jeg havde ogsaa seiv
været student, hvis ikke skjæbnen havde villet det
anderledes.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
