Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
Stride dagsmarcher, støv, hede, træthed, op
revne ben, korte kvilestunder om dagen, dødlignende
søvn om natten, det forhadte horn, som vækkede,
for det endnu var lyst. Og uafladelig marker, marker,
ikke lig dem derhjemme, som var dækkede af høit,
grønt græs, men med raslende, lange silkeagtige
blade al mais eller af tæt kvede, der allerede hist
og her var begyndt at gulne.
De samme ansigter, det samme marschliv, de
samme samtaler og fortællinger om hjemmet, om
ophold i guvernementsbyen, den samme dadel over
ofhcererne.
fhn fremt i den talte man sj elden og ugjerne.
Hvorfor man gik i krigen — havde man ingen klar
bevidsthea om, uagtet man allerede et halvt aar
havde staaet færdige til udrykning i nærheden af
Kischineft; i denne tid vilde man have kunnet for
klare for folkene betydningen af denne krig; men
man har sandsynligvis ikke fundet det nødvendigt.
Jeg husker, at en soldat engang spurgte mig:
»Vladimir Michailijtsch, kan vi snart være i
Buchariet?«
Jeg tænkte først, at jeg hørte feil; men da han
gjentog spørgsmaalet, svarte jeg, at Buchariet ligger
hinsides to have, og at der did var omtrent fire
tusen verst, samt at vi vel neppe nogen gang vilde
række saa langt.
»Nei, Michailijtsch, det er ikke, som De siger.
Skri veren har lortalt mig derom. Naar vi har gaaet
over Donau, sagde han, da er vi straks i Buchariet.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
