Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
»Ikke Buchariet, — men BulgarienU raabte jeg.
»Naa, bucharisk, bulgarisk, som De siger, er
ikke det det samme ?«
Og han tang misfornøiet, det kunde man se.
Vi vidste blot, at vi gik for at slaaes med tyr
kerne, fordi de havde udgydt meget blod. Men
vi vilde ikke blot slaa tyrkerne for det — os ube
kjendt hvis — udgydte blod, men mere, fordi de
havde sat en saadan masse folk i bevægelse, fordi
vi for deres skyld maatte udholde den tunge marsch
(»hvormange tusen verst har vi ikke maattet slæbe
os afsted for at komme til ham, den hedning!«),
reservesoldaten har maattet forlade hus og familje,
og alle sammen maa gaa mod kuglerne. Tyrken
fremstillede sig saaledes som oprøreren, urostifteren,
som man maatte bringe til ro og straffe.
Langt mere end krigen beskjæftigede vi os med
familjeanliggender, og hvad der forefaldt i bataljonen
og regimentet. I vort regiment var alt roligt og
stille; men blandt jægerne blev det værre og værre.
Ventsel blev ikke fredeligere, den skjulte uvilje
vokste, og efter et tilfælde, som jeg nu, efter lem
aars forløb, ikke kan erindre uden at komme i
oprør, gik det over til aabenbart had.
Vi havde neppe passeret en by og marscheret
ud paa en eng, hvor det foran os marscherende
første regiment allerede havde taget plads. Det var
et bekvemt lidet sted; paa den ene side en flod,
paa den anden — en gammel bøgeskov, sandsyn
ligvis byboernes spadsergang. Det var en smuk,
varm aften; solen holdt paa at gaa ned. Regi
mentet havde gjort holdt; man stillede geværerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
