Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Ved daggry sovnede jeg og vaagnede noksaa
sent. Kanonerne vedblev at tordne, og uagtet man
ingen efterretninger fra Donau havde, verserede der
dog blandt os rygter, det ene utroligere end det
andet. Nogle sagde, at vore folk allerede var gaaet
over og nu satte efter tyrkerne — andre, at over
gangen var mislykket, og at hele regimentet var
tilintetgjorte.
»De og de er druknede, og de og de er skudte,«
begyndte en at fortælle.
»Lyv nu ikke mere?« afbrød Vasil Karpijtsch
ham.
»I Ivorlcdes kan jeg lyve, naar det er sandt?«
»Sandt! Hvem har fortalt Dig det?«
»Hvad ?«
»At det der er sandt? Hvorfra har Du hørt
det? Vi alle ved, at der skydes, men intet mere.«
»Alle siger det. En kosak kom til gene
ralen ...»
»En kosak! Saa Du den kosakken? Hvor
ledes saa han ud, denne din kosak ?«
»En kosak, som almindelig . . . som en kosak
bør være.«
»Som han bør være ja! Du snakker — som
en gammel sladrekjerring. Det var bedre, Du taug
stille. Ingen har været der, man har intet faaet at
vide nogetstedsfra.«
Jeg gik til Ivan Platonijtsch. Officererne sad
fuldt færdige, pudsede og med revolverne i beltet.
Ivan Platonijtsch var rød som bestandig, snusede,
stønnede og tørrede sin hals med et skiddent lomme
tørklæde. Stebjelkoff var i en bevæget stemning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
