Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
strakte i naiv skræk sin tynde hals frem bag hans
skulder. Ventsel stod i dyb ettertanke.
Det var to, som laa der paa sandet. Den ene
— en velvoksen, smuk gardist af det finlandske
regiment, af det kombinerede halve gardekompagni,
det samme, som under angrebet tabte halvparten af
sine folk. Han var saaret i maven, og havde sand
synligvis lidt længe, før han døde. Et svagt træk
af noget forklaret, smukt og sørgmodig-blidt havde
hdelsen efterladt paa hans ansigt. Hans øine var
lukkede, hænderne foldede over brystet. Mon han
før sin død seiv havde indtaget denne stilling, eller
hans kamerater havde gjort det? Hans udseende
fremkaldte ikke skræk og afsky, men alene en uen
delig sorg over den sluknede livsgnist.
Ivan Platonijtsch bøiede sig ned mod liget, tog
af felthuen, som var paa dets hoved, og læste paa
skyggen: »Ivan Shurenko, 3die regiment. Han var
lillerusser, den stakkel!« sagde han stille. For mit
indre blik fremstillede sig hans hjemsted, den varme
steppevind, en langstrakt by ved en hulvei, frugt
haver, omvoksede af pilekrat, den blyfarvede ler
hytte med de røde vindueslemmer . . . Hvem venter
Dig der?
Den anden var en linjesoldat af det volijnske
regiment. Døden havde rammet ham pludselig. Han
løb rasende i ilden, næsten kvalt af skrigene; kuglen
rammede ham ved næseroden, gjennemborede hove
det og efterlod der et sort, glinsende saar. Saa
ledes laa han der med vidt opspilede, allerede
brustne øine, aaben mund og med et al raseri for
trukket, blaaligt ansigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
