Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
»De har betalt for sig, Ivan Platonijtsch. Kon
tant. Mere behøves ikke.«
Han vendte sig; soldaterne veg hurtig tilside
for ham for at slippe ham frem. Stebjelkoff og jeg
gik efter ham. Ventsel indhentede os.
»Naa, Ivanoff,« sagde han, »har De set dem?«
»Ja, Peter Nikolajevitsch,« svarte jeg.
»Hvad tænkte De, da De saa dem?« spurgte
han mørkt.
Og hos mig opblussede med et hadet mod dette
menneske og ønsket om at sige et eller andet, der
kunde ramme ham.
»Meget. Og mest af alt tænkte jeg paa, at de
nu ikke længer er kanonføde. Nu behøver de ikke
længer indeksercering og disciplin; og ingen vil
mere pine dem for at faa dem indeksercerede. De
er ikke længer soldater, underordnede!« sagde jeg
skjælvende i stemmen. De er — mennesker!«
Ventsels øine lynte. En lyd trængte sig ud af
hans strube, men blev ikke til ord; sandsynligvis
vilde han svare mig, men betvang sig ogsaa denne
gang. Han gik ved siden af mig med sænket hoved;
etteiat vi havde gaaet nogle skridt, sagde han uden
at se paa mig:
»Ja, Ivanoft, De har ret. De er mennesker
Døde mennesker!«
IX.
Man satte os over Donau; nogle dage blev vi
staaende ved Sistovo og vente paa tyrkerne; der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
